
Mærk verden - eller noget af den på Hadsten Højskole - Korte kurser 2010Velkommen til endnu en sæson på Hadsten Højskole. Både til gamle kendinge og til dem, der for første gang overvejer at tage på højskole. Vi har endnu en gang bestræbt os på at sammensætte et alsidigt og seriøst program af korte kurser, som vi er glade for at kunne præsentere for dig.
![]() Hadsten Højskole er en almen grundtvigsk højskole med et bredt fagudbud indenfor SAMFUND, IDRÆT, SUNDHED, KUNST-MUSIK-TEATER, GRUNDFAG OG LIVSFORSTÅELSE. Det brede fagudbud afspejles også i vores korte kurser. Der er kurser for både hånden, ånden og kroppen. Ligeledes afspejler vores korte kurser, at højskolen er for hele livet. Der er således spændende udfordringer for alle – uanset alder.
Hadsten Højskole er en gammel skole. I 2008 var det således 125 år siden skolen for første gang modtog støtte fra ”bevillingen til folkehøjskoler” – hele 355 kroner for finansåret 1883. Få år efter flyttede skolen til den nuværende beliggenhed. I 1985 blev der opført en ny hovedbygning, så vi har det privilegium at være en gammel højskole i nyere og velholdte bygninger. Det er den oplagte ramme for at arbejde i spændingsfeltet mellem tradition og fornyelse. Et spændingsfelt der i høj grad afspejles på de korte kurser, hvor morgensamling og sang, foredrag, samtale, udflugter og samvær er faste bestanddele på alle kurser, men hvor der hele tiden sker nyt, hvad indhold og emner angår. Højskole handler i høj grad om at få en forøget opmærksomhed på alt det, tilværelsen rummer og på det tilværelsen vil os. En sådan forøget opmærksomhed kan opstå i mødet – med de andre og det, vi er optaget af. Der er mulighed for nye udfordringer eller ny inspiration, såvel som mulighed for at fordybe sig yderligere i det kendte. Men et er sikkert – det spænder aldrig ens af, for god højskole bliver altid til i samværet og samtalen med de andre. Det er en ny oplevelse hver gang. Jeg kommer til at tænke på en af Storm P.’s fluer, hvor den ene herre siger til den anden: ”Hvad er det mest interessante du har oplevet?” Hvortil den anden herre svarer: ”Det har jeg ikke oplevet endnu.” Vi vil gerne byde dig hjertelig velkommen på Hadsten Højskole i sæsonen 2010.
|
| Næste kursusstart er den 17. oktober! Gå til tilmelding. |
Det handler om, at man har mulighed for at sparke røv fra morgen til aften. Thala Snerum |