Beijing

Beijing (北京/悲京 pinyin Běijīng) (på dansk også kendt som Peking) er Folkerepublikken Kinas hovedstad.

Navnet betyder "nordlig hovedstad", mens Nanjing betyder "sydlig hovedstad". Beijing har permanent været Kinas administrative hovedstad siden 1949 og var også inden da hovedstad i korte og lange perioder. Beijing, der ligger i den nordøstlige del af landet (39° 55′ 44" N, 116° 23′ 18" Ø) er en af 4 kommuner, der i Kinas administration svarer til en provins og nyder tilsvarende uafhængighed som en provins. Beijing var den største by i verden før 1828. I dag regner man med at der bor omkring 12 millioner indbyggere i Beijing.

Beijing er Kinas politiske og kulturelle centrum, medens Kinas folkerigeste by, Shanghai, derimod kan siges at være Kinas økonomiske centrum, i skarp konkurence med Hongkong. Under hele byens lange historie har Beijing udviklet en mangfoldig og unik kulturarv.

Byens navn

Få byer har haft så mange forskellige navne som Beijing. Da byen for første gang blev omtalt i 1121 f. Kr., benævnedes den Ji. Senere blev den hovedstad i fyrstedømmet Yan (svale), og de kinesiske digtere og skjalde bruger endnu i dag dette meget poetiske navn´til at omtale byen.

Under Tangdynastiet (618-907) nævnes byen Youzhou. I 986 erobredes den af Khitanerne og skiftede navn til Yanjing (Svalernes Hovedstad). I 1135 blev dette navn ændret til Zhongdu (Byen i midten). Under Yuandynastiet (fra og med 1271) blev byen kaldt Dadu (Den store hovedstad) på kinesisk og Khanbalik (Khanens by) på mongolisk, et navn der i Europa blev kendt gennem Marco Polos rejsefortællinger. Efter mongolernes riges fald i 1638 flyttede Hongwu, den første kejser i Kinas Mingdynasti, Kinas hovedstad til Nanjing, (Den sydlige hovedstad). En senere kejser af Mingdynastiet, Yongle (1403-1424), flyttede sin egen residens og dermed hele Kinas hovedstad tilbage, således at Beijing igen blev Kinas hovedstad.

I Nordkina og i standardkinesisk er udtalen Běijīng, hvor tonetegnene betyder faldende, og derefter stigende på e-et, og højt, uafbrudt tonefald på i-et.

Romaniseringen (det transskriberede stavningssæt) Peking, opstod med fransk-katolske missionærer i slutningen af det 17. århundrede og gengiver ganske godt datidens udtaler. Det var også den transskribering, der blev anvendt i det officielle kinesiske postkort, som blev fastlagt i slutningen på Qingdynastiets tid og blev anvendt i en ganske stor bid af det 20. århundrede.