30 år med Erling

I 1994 ringede Erlings daværende nabo, Jens, og spurgte om hjælp. Jens havde brug for en pedelmedhjælper på Hadsten Højskole, men Erling takkede pænt nej. Da Erling lagde røret fra sig, blev han kaldt en tåbe af sin kone og ombestemte sig prompte. Nu har han været pedel på Hadsten Højskole i 30 år og har senest fået opkaldt en have efter sig.

Af Thue Johan Ortvad, F25

Haveslangen placeres i højre hånd, og Erling går glædeligt i gang med dagens arbejde. Med udsigt til lærerværelset, Noahs og Anders’ kæmpeværelse og Trelleborg, stikker Erling venstre hånden i lommen, og en advarsel om mulige vanddråber sendes i min retning. “Det er bare et fantastisk sted at være… og så med alle jer unge mennesker. Det er jer, som holder mig ung”. Erling er ikke bleg for at komplimentere sin arbejdsplads gennem de seneste 30 år og holder sig heller ikke tilbage i denne skyfri morgenstund. Det var også kærligheden til jobbet, der gjorde det svært at sige farvel, da han gik på pension i 2013. “Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg kunne da ikke finde ud af at sidde stille, og så lavede jeg en aftale med Jakob, så jeg kunne blive her.” 

Hårde konsekvenser

“Jeg stoppede med at ryge den 5. januar 2005 klokken 14:30, der blev det nemlig forbudt.”

Der er travlt i det smalle højskole køkken torsdag morgen. Travlheden stopper dog ikke datteren Anja i at sige hej til sin far og hans nyligt erhvervede skygge. Erling er på jagt efter tændstikker til ukrudtsbrænderen og i hvert fald ikke til at ryge. Ved skrænten omme bag Østerhus og på vej op mod sit eget hus “hytten” stiller Erling sig klar med ukrudtsbrænderen. Jeg stillede ham tidligere et spørgsmål om, hvilke forandringer han havde lagt mærke til i sine 30 år, og han meldte pas. Men nu, med ukrudtsbrænderen i hånden, er der pludselig lys i pæren. “Det var nemmere, da jeg startede. Der kunne man bare sprøjte med gift.” Skræntens øvre beliggenhed gør det nemmere at få et overblik over området, der omkranser højskolen. Jeg spørger Erling, hvor han er vokset op henne. “En landsby, der ligger lige dér ude af” siger han og peger i retning af landsbyen Svejstrup. En landsby, som så mange andre landsbyer, er i en negativ udvikling ifølge Erling. Her taler han ind i en større samfundsdebat omkring skolelukninger og generelt mangel på offentlig kvalitet i udkantsdanmark. “Den skole jeg gik på er der ikke længere, og der er heller ikke nogen unge tilbage… men sådan er det jo alle steder.”

Erling beskriver en tryg opvækst, hvor han var omgivet af mange andre børn og boede på en gård med sin mor og far. Moren, på 105 år, ser Erling stadig én gang om ugen. Opvæksten var også præget af strenge konsekvenser, hvis man lagde sig på den forkerte side af reglerne. “Hvis man lavede noget lort, så fik man kontant afregning, sådan var det jo, altså en på lampen”, siger han og fortsætter: “Jeg skulle altid lige prøve at hoppe på den anden side af stregen. Jeg vidste jo godt, hvor stregen var, men man skulle lige prøve, så det var man jo selv uden om. Hvis man ikke opførte sig ordentligt i skolen, kunne lærerne finde på at holde på en, indtil skolebussen var kørt, og så skulle man gå syv kilometer hjem,” forklarer Erling. ”Når man så kom hjem, ventede et par på lampen og så en tur ud i marken og arbejde.” Erling bebrejder ikke sine forældre, for sådan var det jo bare dengang.

Frihed under ansvar

Erling bruger begrebet frihed under ansvar om sin barndom og opvækst. De samme ord bruger han om jobbet på Hadsten Højskole, da jeg spørger, hvad han bedst kan lide ved det. “Frihed under ansvar tror jeg, jeg vil sige, og det er et meget afvekslende job, hvor der hele tiden sker noget nyt. Og så selvfølgelig jer unge mennesker.” Erling gemmer dog også på et dybt had til en speciel ting man nogle gange udsættes for om vinteren. “Jeg hader sne!” nærmest råber han og fortsætter: “Jeg hader at skovle sne, og Jakob mobber mig altid med det, når det sner… Så spørger han mig om morgenen, om jeg har fået skovlet sne. Tilbage i vinteren 2010 var det helt forfærdeligt, da sneede det så meget.”

Frihed under ansvar, virker til at gå igen i Erlings liv. Især frihed beskriver Erlings start på voksenlivet. Torsdag, fredag, lørdag og søndag var Erling og gutterne på druktur. Om det var til landbobal eller på kroen “granaten”, så blev der i hvert fald slugt alkohol i stride mængder. Erlings mumlen tager til i snakken om ungdommen. Som om minderne fra den vilde ungdom får en rus frem i ham igen. Sammen med den intense larm fra ukrudtsbrænderen skal mine ører på overarbejde for at følge med. I en hurtig pause fra larmen kan jeg stille et spørgsmål. Det undrer mig, hvor pengene til fire dages druk, hver uge, for sytten årige drenge, kom fra. “Så levede man på nas… hvis man ikke havde pengene, så måtte man leve på nas”.

Mindre tid

Ukrudtet er ved at være brændt ned, og sammen med Erling står jeg og går pakkelisten igennem til studieturen til Berlin og Spindl. Igennem hele interviewet har Erling flere gange afbrudt for at spørge ind til mine interesser, og hvorfor jeg har valgt højskolen. Efter flere forsøg på at dreje samtalen over på ham, må jeg til sidst bukke under. Denne oprigtige interesse i andre mennesker er overensstemmende med Erlings liv. Udover at arbejde på skolen er Erling frivillig i ældresagen samt pedel nede på Røde Kors’ lokale café “Snakbar”. Da jeg spørger, hvorfor han er frivillig, har han svært ved at finde ordene og bruger ukrudtsbrænderens larm så taktisk flot, at den jyske ydmyghed aldrig har været tydeligere.

I den fritid, der ellers må være tilbage, er Erling også godt optaget. Udover at besøge sin mor en gang i ugen, har han også travlt med jagt og skyderi, hvor han til tider donerer sin fangst til højskolens sultne elever. Om sommeren skyder han med skarpt mod lerduer. Vi begynder at snakke sommerferieplaner, og han fortæller hvordan han og konen Helle i mange år camperede i Grenaa. Som faste gæster. De lå der hele sommerferien. “Det har vi slet ikke tid til længere”, siger Erling og kigger ned på det noget afbrændte ukrudt. Efter ægteparret gik på pension, har de begge fundet en masse fritidsinteresser og er aktive året rundt. Som Erling endnu engang pointerer, så har han svært ved at sidde stille.

Diversitet og viljen til at holde sig i gang har fulgt Erling hele livet. Før han startede på højskolen i 1995, var han i mange forskellige stillinger. Når han ikke var på druk i ungdommen, var han ude og hjælpe i marken. Derigennem fik han en masse god erfaring, han senere kunne bruge, da han overtog forældrenes gård. Efter flere år som landmand skiftede han branche og arbejdede i ti år på et slagteri i Hadsten. Og siden da har han været kobbersmed, mekaniker og så et eller andet, som Erling ikke lige kunne komme på. Ét princip kan Erlings diversitet og alsidighed dog ikke lave om på, “Jeg skal aldrig bo i byen igen, et år i Randers var nok”.

Glad for livet

På denne halvkolde torsdag morgen er ukrudtsbrændingen overstået. Erling og jeg står lidt og kigger på hinanden og venter på, at en tør bryde tavsheden. Jeg tænker over, hvad jeg mon skal spørge Erling om som et afsluttende spørgsmål. Udover det utroligt sociale og givende job som pedelmedhjælper på højskolen er han også den frivillige type. Han hjælper sin mor, og afventer på dette tidspunkt et nært forekommende guldbryllup med konen Helle. Konen, der i sin tid fik Erling overtalt til at tage jobbet på Hadsten Højskole. Han har to børn, Anja og Mads, og dertilhørende børnebørn, som vi fik lov at opleve, da der blev holdt konfirmation i klasse 4. Han er 77 år og har små, hvis ikke ingen, fysiske skavanker. Citatet, han udvælger, som skulle beskrive tiden på skolen er: “Jeg har nu aldrig skyldt skolen, det er altid mig, der har fået”. Derfor spørger jeg Erling, om han har et godt liv? “Jooo…”  han trækker lidt på det, “det er faktisk ret fedt!” indrømmer han, mens et smil tager form under skægget.