EFTERÅR 2021 - Én ledig drengeplads
07
JAN
2021

En stille status

Posted By :
Comments : Off

 

Højskole forår ophold udskudt

Der er ingenting i verden så stille som sne.

Højskolesangbogens nummer 271 synes passende på en dag, hvor sneen stille falder over den gamle højskole. Dog må vi indskyde, at en højskole uden en eneste elev også forekommer meget stille.

På søndag var det meningen, at vi skulle tage imod vores forårshold for 2021, men efter statsministerens seneste pressemøde stod det klart, at vi tidligst får lov at åbne ugen efter. Dog synes også dette usandsynligt, givet den nuværende situation.

Vi har naturligvis fuld forståelse for, at det på nuværende tidspunkt ikke er fornuftigt at samle 110 mennesker, der aldrig har mødt hinanden før. Men samtidig er vi ærgerlige, ikke mindst på vegne af vores kommende elever. Både de og vi havde set frem til at begynde et nyt ophold. Den begyndelse må vente lidt endnu.

Vi er overbeviste om, at vores forårshold nok skal få lov at begynde på et tidspunkt. Allerede nu ved vi, at det bliver et kortere ophold, end det vi alle havde håbet på. Men vi er sikre på, at alle vil være indstillet på at få det absolut bedste ud af den tid, vi får lov at have sammen.

Højskole i en coronatid er udfordrende men langt fra umulig. Det har vi og landets andre højskoler allerede bevist i efteråret. Derfor ved vi også, at vi er i stand til at skabe de rammer, der på trods af den nuværende sundhedssituation, gør et højskoleophold til noget særligt. Og vi glæder os til de mange oplevelser, vi skal have sammen med vores forårshold.

Vi håber på, at vi snart får lov at åbne dørene for vores kommende elever. Og vi glæder os til at se jer alle sammen!

Om forfatteren