13
MAJ
2021

Kreative talenter viser deres evner frem

Posted By :
Comments : Off

Fernisering af Maleri og Keramik på Hadsten Højskole

Opholdets første periode er slut, og det betyder, at eleverne nu skifter deres skema ud og får en masse nye fag. Det var derfor en god anledning til at vise, hvad de kreative fag som keramik og maleri havde lavet i første periode. Derfor blev der onsdag aften afholdt fernisering i gymnastiksalen.

Her var alle værkerne linet op, hver med en titel og navnet på den elev, der stod bag værket. Samtidig havde skolens barudvalg sørget for, at man kunne nyde et glas vin eller en kold øl, mens man defilerede rundt mellem værkerne.

Under fernisering blev der også lavet en flashmob, hvor koret trådte frem og gav et nummer. Derefter var der igen mulighed for at få fyldt op i glassene inden aftenens næste punkt – Åben Scene.

Fra Disney til dak

Ideen med Åben Scene er, at alle kan optræde med hvad end de synes, at de andre elever skal se. Det giver anledning til at masse kreative indslag, som det bestemt ikke skortede på denne gang.

Første indslag var en form for moderne fortolkning af Disney-klassikeren Løvernes Konge. Dog i en udgave, som de færreste har set magen nogensinde. Herefter var der en række andre musikalsk indslag, både fra soloartister, grupper og ikke mindst fra koret.

Aftenen blev rundet af med årgangens meget populære DJ-duo, der fik sluttet af med et brag. Arrangementet blev så stor en succes, at det allerede nu er afgjort, at der igen vil blive afholdt en Åben Scene senere på opholdet.

Om forfatteren