AFTENFOREDRAG: Oplev Niels Bjørn Wied i en vaskeægte tour de force med nedslag i Ruslands spektakulære historie fra år 900-2025.
Se alle arrangementer
på Hadsten Højskole
Ruslands fortid, der aldrig slap sit greb om nutiden
Ruslands historie er fyldt med storhed, blod, visioner og sammenbrud. En fortælling om imperiedrømme, revolutioner, undertrykkelse og overlevelse. Dragende, dramatisk og ofte dybt tragisk. ,
Men hvor godt kender vi egentlig Ruslands lange rejse – før Rasputins og Lenins revolution og Sovjetunionens jerntæppe? Hvor begynder fortællingen om det Rusland, vi i dag kun alt for ofte møder gennem overskrifter om krig, sanktioner og geopolitisk spænding? Og hvad er roden til konflikten med Vesten i 2025?
Hold på hat og Højskolesangbog, og tag med på en 1000 år lang rejse fra landets fødsel til Ukraines slagmarker i dag. En fortælling, hvor fortiden konstant kaster lange skygger ind i nutiden.
Guiden på denne historiske rejse er Niels Bjørn Wied. Han har en bachelor i russisk sprog, kultur og historie samt en kandidat i samfundsfag fra Aarhus Universitet. Hans studier har blandt andet ført ham til både Rusland og Letland, hvor han har fået førstehåndsindblik i regionens kultur, hverdag og historiske landskaber.
I dag er Niels viceforstander på Højskolen i Nørre Nissum. Med både faglig tyngde og levende fortælleevne folder han Ruslands komplekse historie ud på en måde, der skaber forståelse, perspektiv og eftertanke.
En fortælling om Rusland er aldrig bare fortid. Den handler også om os. Om Europa. Og om den verden, vi står midt i.
Tid og sted: 24. februar på Hadsten Højskole
Tilmelding: Tilmelding sker på mail til info@hadstenhojskole.dk.
Pris: Fri entré
Foredraget er i samarbejde med Landboforeningen Kronjylland.
Se alle arrangementer
på Hadsten Højskole

