ET LANGT OPHOLD PÅ HØJSKOLE?
Næste hold begynder den 5. januar
06
JUN
2019

Grundlovsfejring i sommersol

5. juni er som bekendt Grundlovsdag, og selvom det i år faldt sammen med en valgdag, var det ingen hindring i forhold til at afholde grundlovsarrangementer landet over. Heller ikke på Hadsten Højskole, der traditionen tro lagde bygning en grundlovstale. En tale, som over 100 besøgende kom forbi for at høre.

Årets taler var sognepræst, journalist og debattør Sørine Gotfredsen, der selv er født og opvokset i Hadsten. Hun kom i sin tale blandt andet ind på de udfordringer, der er ved en stigende individualisering i samfundet. Hun gav desuden sit syn på klimadebatten, som i hendes øjne risikerede at løbe løbsk og skabe revolutioner.

Grundlovstalen blev samtidig det sidste arrangement, som Højskoleforeningen for Hadsten og Omegn stod bag. Dog forsikrede forstander Jacob Kjærsgaard om, at der også i fremtiden ville blive holdt lignende arrangementer men med højskolen som arrangør.

Grillpølser og puslespilstaler

Efter grundlovstalen blev der tændt op i grillen, og alle fremmødte havde mulighed for at få en pølse og en vand samt kaffe og kage. Vejret artede sig heldigvis, og efter godt en time i en meget lun gymnastiksal, blev skolens solbeskinnede gård et oplagt tilflugtssted, for dem der trængte til lidt vind i håret.

Med energidepoterne genopfyldte gik mange af gæster tilbage i gymnastiksalen, hvor der blev sunget en håndfuld sange fra højskolesangbogen. Både nogle af de kendte sommersange, samt enkelte nyere sange, som eleverne har taget til sig.

Dagen sluttede med taler fra to elever, der begge havde været med på årets talefestival, RØST, i Køge. Her deltog flere af årets story-slam elever, samt enkelte andre interesserede. Der blev bl.a. talt om de mange modsatrettede sider, man som menneske indeholder. Og så fortalte en elev om sine oplevelser med at lægge puslespil, og hvordan det havde givet ham et nyt syn på tilværelsen.

 

Om forfatteren