hadsten-hojskole-in-english

Fællessang

Fællessang fra Højskolesangbogen

tilmelding til fællessang fra højskolesangbogen

UGE 29: Mandag den 13. juli til søndag den 19. juli 2026.

Du kender det sikkert godt. Hårene rejser sig, efter en særlig strofe i højskolesangbogen, når du hører et kor omkring dig synge de smukke tekster.

Fællessang fra Højskolesangbogen er for alle, der interesserer sig for fællessang og sangenes historie og kulturelle betydning.

Højskolesangbogens 19. udgave, som udkom i november 2020, er vores udgangspunkt.

Vi skal lære nye sange, prøve kræfter med sange, der ikke kom med. Og så bliver der selvfølgelig også tid til at få sunget alle de sange, som vi allerede kender og elsker.

Hver dag får vi besøg af gennemmusikalske mennesker, der har bidraget til (eller viet deres professionelle virke til) den ombejlede lille blå bog, og som gerne skulle give os nye perspektiver på alt det, vi mennesker er fælles om: Kærligheden, historien, troen, sorgen og naturen. Sammen skal vi synge en masse sange, blive klogere på fællessangen og have store musikalske oplevelser.

Se hele ugens program

Mød højskolesangens professionelle fortolkere 

Kursets hovedroller indtages af disse sang-foredragsholdere:

Iben Krogsdal, forfatter, billedkunstner og ph.d. i religionsvidenskab:

Sang under lyse nætter”. Et foredrag om sangen som vores vigtigste sprog. Krogsdal er forfatter med 10 sange i Højskolesangbogen, Hun har skrevet et væld af sange, som findes i både sangbøger, salmebøger og ikke mindst i Højskolesangbogen. Iben Krogsdal har samarbejdet med komponister, der spænder fra Bent Fabricius Bjerre til Simon Kvamm.

Michael Bojesen, komponist med syv melodier i Højskolesangbogen og dirigent uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium:

“Den gode melodi og den gode fællessang”. Bojesen har om nogen slået et slag for fællessangen i Danmark. Har var med i redaktionsudvalget til den 18. udgave af Højskolesangbogen (2006) og redaktør på Melodibogen. Han tog initiativ til kulturprojektet “Sangens År 2008”, som fik hele Danmark til at synge sammen, og han stod bag de populære fællessangskoncerter “Så syng da Danmark” i DR i perioden 2007-2016. Han medvirker som vært og pianist på dk4s daglige TV-udsendelser, “Så syng da Danmark”, som består af alle 601 sange fra Højskolesangbogens 19. udgave fordelt på 200 programmer.
Som komponist har han gennem årene komponeret over 200 sange, hvoraf syv er med i Højskolesangbogen.

Michael Bojesen tager udgangspunkt i Højskolesangbogens 19. udgave og sætter fokus på den gode melodi, og hvad der definerer en god fællessang. Undervejs fortæller han om sit eget arbejde, tankerne bag Melodibogen og tilblivelsen af Højskolesangbogens 18. Udgave

Johs Nørregaard Frandsen, professor emeritus i litteratur- og kulturvidenskab samt leder af H.C. Andersen Centret:

”Jeppe Aakjærs digtning og kamp for naturens ret”. Jeppe Aakjær (1866-1930) er en af de betydeligste danske lyrikere i det 20. århundrede, ligesom han havde meget stor kulturel betydning i sin samtid.

Han skabte med digtsamlinger som ”Rugens Sange” billeder af liv, landskaber og værdighed, som har været med til at præge danskernes syn på sig selv og på deres omgivelser.

Hans digtning og socialkulturelle indsats har desuden været med til at forme det velfærdssamfund, som efter hans død foldede sig ud.

Jeppe Aakjær er stadig særdeles moderne! Man skal blot lytte rigtigt efter.

Kursusleder Steffen Jonassen vil ind imellem akkompagnere til en god håndfuld af de i alt 14 sange, Jeppe Aakjær har med i Højskolesangbogen.

Anne Odgård Eyermann, musiker og komponist med en melodi i Højskolesangbogen og medlem af redaktionen på den 19. Udgave. Kandidatuddannelse på Det Jyske Musikkonservatorium:

“Med blikket mod havet – sange fra vandkanten”. Havet er et evighedsbillede, et dybt mysterium, en forbindelse mellem kontinenter, en plastikskraldespand, en trussel, en kolossal kraft, et fristed. Havet fremkalder frygt og frihedsfornemmelser, former liv og landskaber. Havet er alt livs ophav.

Det er ikke så mærkeligt, at havet gennem tiden har inspireret digtere og komponister, hvis sange vi skal synge. Anne Odgård introducerer fællessange fra Højskolesangbogen og egne sange, som hun har skrevet på Lofoten – med blikket mod Atlanten.

Jesper Moesbøl, pianist, tidligere højskoleforstander og cand.mag. i samfundsfag og musik.

Redaktør af Sanghåndbogen (- og dermed den person i Verden, der ved mest om flest højskolesange!)

“Højskolesangbogens oversete hitmager”. Komponisten C.E.F. Weyse har skrevet melodierne til en række af de mest kendte sange i Højskolesangbogen, f.eks. I østen stiger solen op og Det er så yndigt at føles ad.

Kun Carl Nielsen har flere melodier med. Men alle Weyses melodier er endda kendte af de fleste. Han er Højskolesangbogens største melodiske hitmager. Alligevel er hans liv og tanker stort set ukendte.

I dette sangforedrag vil vi følge Weyse fra han som ung teenager rejste fra sin fødeby Altona i den allersydligst del af Kongeriget, indtil han døde som hofkomponist og pebersvend i København. Og vi dykker ned i en række af hans lyriske og slidstærke melodier.

Lise Schøler Kjær, freelance foredragsholder og komponist med fællessang som udgangspunkt. Cand.mag. i musikvidenskab:

“Passer melodien overhovedet til teksten!?”. Dette sangforedrag er en subjektiv holdning til, hvad der gør en god melodi til en god tekst. Hvornår gør en melodi en tekst bedre? – Der vil også være et eksempler på, hvordan det ikke er tilfældet.

I løbet af foredraget fortæller Lise også om, hvordan hun griber det an, når hun skal skrive en melodi til en tekst. Vi skal selvfølgelig lære nye melodier til kendte og mindre kendte sange.

Steffen Jonassen, højskolelærer og pianist:

“Tak for sangen”. Vi runder af med et tilbageblik på de sangforedrag, vi har været igennem i ugens løb.

Er der sange og temaer, vi ikke er kommet omkring? Hvad har vi lært? Og hvad kan vi tage med os videre i livet?

Fælles for alle kursister

Hver morgen begynder med en morgensamling, så vi kommer godt i gang med dagen, og vi er klar til dagens workshop. Ud over den workshop, du vælger, byder ugen på udflugter, quizaften, foredrag, koncert og meget mere. Alle måltider bliver delt sammen på tværs af workshops. Glæd dig til en uge med hyggeligt samvær, fede workshops og spændende aktiviteter.

Praktisk info

Datoer: Mandag den 13. juli til søndag den 19. juli 2026

Priser:

Kursuspris kr. 4.990,-
Tillæg for enkeltværelse kr. 750,-
Tillæg for eget bad/toilet kr. 380,-
Dagskursist (uden overnatning) kr. 3.990,-
Studerende og tidligere elever
(indkvartering på sovesal, hvis værelserne er fyldte)
kr. 2.495,-

Læs mere om depositum, betaling og andre praktiske oplysninger her.

Kursusledere:
Erik H. Jensen og Steffen Jonassen, højskolelærere på Hadsten Højskole.

Har du spørgsmål til kurset i uge 29, er du meget velkommen til at kontakte vores kontor på tlf. 86 98 01 99 eller på info@hadstenhojskole.dk.