hadsten-hojskole-in-english

Naturvandring i Østjylland

Naturvandring i Østjylland

tilmelding til naturvandring i Østjylland

UGE 31: Mandag den 27. juli til søndag den 2. august 2026

Kom med på rolige vandreture i det smukke Østjylland med naturen i fokus.

På dette kursus har du mulighed for at nyde den smukke østjyske natur på kortere vandreture i et roligt tempo. Hver dag tager vi på bustur ud til nogle af de smukkeste naturområder i Østjylland, hvor vi går 5-8 km. Vi går i roligt/jævnt tempo og stopper ofte op og er nysgerrige på de planter, insekter, og fugle, vi møder. Vi har udvalgt nogle smukke og afvekslende naturområder i det østjyske som f.eks. Nationalpark Mols Bjerge, Panoramaruten ved Mariager Fjord, Naturnationalpark Fussingø og kystskoven ved Marselisborg syd for Århus.

På dagsturene oplever vi også nogle af Østjyllands seværdigheder. Vi skal blandt andet drikke kaffe på Hvidsten Kro, nyde de smukke skulpturer i Marselisborg slotshave, samt besøge det spændende moderne specialmuseum for arkæologi og etnografi Moesgaard Museum og Vikingeringborgen Fyrkat, som for nyligt er kommet på UNESCOs verdensarvsliste sammen med de andre danske ringborge.

Praktisk: Den østjyske natur er ret bakket, så de fleste ture er i kuperet terræn. Vi går på stier og grusveje gennem naturen, så underlaget kan være ujævnt med f.eks. trærødder og lignede. Vi holder kaffe- og frokostpause undervejs ved borde/bænke. Frokosten består af en madpakke, I selv smører med alt godt fra vores dygtige køkken, såsom forskellige slags brød, pålæg, salater, grøntsager, frugt og små energisnacks. Der er også mulighed for at forsyne sig med kaffe/te og kold vand til turen. Der vil være adgang til toilet ved ruternes start- og slutpunkter.

Udflugter

Naturnationalpark Fussingø: Danmarks første naturnationalpark, hvor stude og kronvildt bidrager til, at naturen bliver vildere. Fussingø er et udpræget godslandskab, der er karakteriseret ved en mosaik af søer, enge, marker, alléer og store skovområder.

Marselisborg Slot, Marselisborg skov og Moesgaard Museum syd for Århus: Besøg i Dronningens have ved Marselisborg Slot. Gåtur langs kysten, hvor bøgeskoven går helt ned til havet. Besøg på Moesgaard Museum.

Nationalpark Mols Bjerge: Tur til det fantastiske bakkede istidslandskab. Vi går i hjertet af nationalparken med udsigt fra Trehøje. Besøg i Knebel Kirke og Porskær Stenhus – Danmarks største runddysse.

Mariager Fjord, Vikingeringborgen Fyrkat og Hvidsten Kro: Tur langs Bramslev Bakker ved Mariager Fjord. Besøg ved ringborgen Fyrkat. Eftermiddagskaffe på Hvidsten Kro, med oplæg om kroens historie og Hvidsten gruppen.

Lilleåen og Kollerup enge: Lokal tur langs Lilleåen gennem frodige engarealer med naturgenopretning og forbi Kollerup Gods.

Praktisk info

Datoer: Mandag den 27. juli til søndag den 2. august 2026

Priser:

Kursuspris kr. 4.990,-
Tillæg for enkeltværelse kr. 750,-
Tillæg for eget bad/toilet kr. 380,-
Dagskursist (uden overnatning) kr. 3.990,-
Studerende og tidligere elever
(indkvartering på sovesal, hvis værelserne er fyldte)
kr. 2.495,-

Læs mere om depositum, betaling og andre praktiske oplysninger her.

Underviser: Emma Sand, biolog og højskolelærer

Kursusledere: Emma Sand, højskolelærer og Jacob Kjærsgaard Mortensen, forstander

Har du spørgsmål til kurset i uge 31, er du meget velkommen til at kontakte vores kontor på tlf. 86 98 01 99 eller på info@hadstenhojskole.dk.