ET LANGT OPHOLD PÅ HØJSKOLE?
Næste hold begynder den 11. august

Jeppe Haugaard

Hvorfor valgte du Hadsten Højskole?

Jeg havde en ide om, at jeg gerne ville finde ud af, hvad jeg skulle bruge min fremtid på. Derfor tænkte jeg, at det var sundt nok at komme på højskole og dermed komme lidt væk hjemmefra. Jeg har altid haft en ret bred vifte af interesser. Derfor tiltalte det mig, at jeg kunne blande fagene, i stedet for at være bundet af en linje. Det gav mig desuden et positivt indtryk af stedet, at de ringede mig op nogle dage efter jeg havde bestilt brochuren. Jeg følte, at de virkelig gjorde en indsats for at få mig som elev.

Hvordan vil du beskrive livet på Hadsten Højskole?

Man kommer hurtigt til at holde af det. Det bliver meget hurtigt ens hjem. Vi bliver lidt en lille familie, fordi vi er sammen hele tiden, og alle kan tale med alle. Det er svært at beskrive det fællesskab til en, der ikke selv har prøvet det. Det sidste du ser, inden du går i seng, og det første du ser om morgenen, er dine venner. Og fordi vi lærer hinanden så godt at kende, ved vi også, hvornår folk har brug for lidt plads og alenetid. Det er helt okay. Nogle gange kan man også godt sidde med de andre og bare lytte. Der er altid plads til dig – også på de dårlige dage.

Derudover er der så mange muligheder her på stedet. Både i forhold til fagene, men også alle de muligheder, der er for at indgå i forskellige fællesskaber, store som små. Der er så mange hyggekroge og aktiviteter her på stedet, der gør, at der altid er et naturligt samlingssted, hvis man vil være sammen med nogle andre.

Hvad har du lært af opholdet?

Jeg er klart blevet opmærksom på, at man ikke behøver være så bange for at tale med andre mennesker. Det er en meget naturlig del af at lære et nyt menneske at kende, og i den her situation er alle i samme båd. Man må bare springe ud i det, og så viser det sig jo hver gang, at det ender godt. Nu ved jeg, at jeg én gang er startet et sted, hvor jeg ikke kendte en eneste på forhånd. Så kan jeg nok gøre det igen en anden gang.Desuden har jeg lært, at det er lysten, der driver værket. Hvis du giver noget selv, så skal du nok få rigeligt igen.