KUNST & KUNSTHÅNDVÆRK

Politik & Samfund

Idræt & Outdoor

Sundhed & Psykologi

Kunst & Kunsthåndværk

Musik & Sang

Kommunikation & Sprog

FAGENE

OM KUNST & KUNSTHÅNDVÆRK

Elsker du keramik? Bliver du fascineret af flotte malerier? Har du lyst til at gå amok i farver og flydende maling og designe flotte ting til dig selv og dit hjem? Så er fagområdet Kunst & Kunsthåndværk på Hadsten Højskole noget for dig.

Her på vores højskole byder Kunst & Kunsthåndværk på en palette af kreative fag, og fagområdet er for dig, der elsker at udforske og udfordre din kreativitet. Uanset om du gør det af ren interesse, eller du drømmer om et liv som designer, kunsthistoriker eller kreativ pædagog, er det her, du kan tage de første skridt.

Uanset hvilke af vores kreative fag, du kaster dig over, kommer du til at skabe noget med dine egne hænder. Vi sørger for, at du får de håndværksmæssige ting på plads, så du kan skabe de værker og designs, du drømmer om. Hos os er der ikke langt fra tanke til handling, men du bliver ikke verdensmester på én dag. Derfor får du mulighed for at prøve mange forskellige teknikker og tilgange til de enkelte fag, så du på den måde får en bedre forståelse for de kreative håndværk.

Derudover hjælper vi dig med at gøre dine tanker til virkelighed. Vi lærer dig, hvordan du planlægger og forbereder fremstillingen af diverse produkter, for at sikrer, at du kommer i mål med dine ambitioner. Samtidig introducere vi dig for forskellige afskygninger af kunsten og forsøger at lærer af dem, der gennem tiden har sat sit aftryk på den kunst, vi ser i dag.

Så slip din indre kunster ud og giv dig i kast med keramik, strikkeri, træværksted eller noget helt fjerde og bliv klogere på, hvad du kan bruge dine hænder til, samt hvordan du lærer at tænke kreativt.

Har du lyst til at læse mere om kunst og alle de andre fagområder på Hadsten Højskole? Klik her og få tilsendt vores brochure. Du er også meget velkommen til at komme forbi og besøge os – bestil en rundvisning her.

På Hadsten Højskole sammensætter du selv dit eget skema. Læs mere om konceptet og fagområderne her.

Maleri

At male er en proces, der på samme tid er både personlig og kilde til fælles oplevelser. I faget Maleri på Hadsten Højskole kommer du tæt på malerkunsten. Du bliver klogere på maleriet, teknikkerne og dine holdninger til kunst. Og du diskuterer det gode maleri, besøger kunstnere og museer og finder din egen udtryksform.

Kunst bevæger mennesker, og undervejs i dette forløb vil du både bevæge dig og blive bevæget. Du vil lære en masse forskellige teknikker indenfor malerkunsten – maleri med pensel, spatel eller svamp, sand og andre fyldmaterialer i maleriet samt gråtonemaleri og stilleben. Derudover går vi tæt på genrer som popart og ekspressionisme indenfor maleriet, og vi arbejder med fotografier og tekster som oplæg og indhold i et maleri.

I Maleri kommer du til at udtrykke din temperament, din søgen og dine valg i dine billeder. Men du bliver også fodret med indtryk til eftertanke. Dem får du på de museer, vi besøger undervejs, via kunsthistoriske oplæg og ikke mindst når vi stopper op og sætter ord på de billeder, vi ser. Du får også ny indsigt og inspiration, når vi arbejder tematisk med enten en kunstner eller en kunstperiode som udgangspunkt. Her kan vi tage afsæt i alt fra Michael Kvium til guldalderlandskaberne.

Vi maler med akrylmaling, der tørrer hurtigt. På den måde kan du male lag på lag uden, at lange tørretider bryder det magiske flow, hvor du glemmer både tid og sted.

Læs mere om de øvrige fag under fagområdet Kunst & kunsthåndværk. Har du lyst til at læse mere om livet på Hadsten Højskole, så få tilsendt vores brochure her. Eller endnu bedre – kom og oplev Hadsten Højskole med egne øjne – book en rundvisning her!

Tegning

Du tror det måske ikke, men alle kan faktisk lære at tegne. Det kræver teknikker og tid, og begge dele får du i faget Tegning på Hadsten Højskole. Her er du altså velkommen uanset, om du er helt uøvet, eller om du allerede er godt i gang med at finde dit personlige udtryk. Tegning som kunstart er fascinerende. Du kan tegne hurtige stregtegninger eller detaljespækkede næsten fotografiske tegninger, og det hele får du mulighed for her.

I faget Tegning kommer du til at arbejde meget med teknik. Du bliver introduceret til og kommer til at eksperimentere med forskellige tegnematerialer- og metoder – fra blyant, kul og tørkridt til filtpen, flydende tusch og farvekridt. Og du lærer, at tandbørster og krydderier ikke kun hører til på badeværelset og i køkkenet.

Det tager tid at finde sit personlige udtryk som tegner, så det er noget af det, du kommer til at arbejde meget med. Du vil opdage, at dit temperament er styrende for, hvilke metoder du finder mest interessante, og du finder ud af, at det kræver en indsats at blive dygtig. Derfor er hjemmetegne-opgaver også en del af dette fag. Til gengæld bliver du overrasket over, hvor hurtigt du lærer at tegne godt. Vi tegner efter både naturgenstande, dyreskeletter og croquismodeller samt kopier, avisfotos og fisk. Eller det der optager dig lige nu. De bedste tegninger sætter vi i passepartout eller rammer og udstiller – enten her på højskolen, i byens kirke eller på rådhuset.

Vil du afprøve og videreudvikle dine evner i Tegning på Hadsten Højskole? Bestil vores brochure og få flere informationer om faget samt højskolens andre fag. Er du nysgerrig for at opleve højskolen helt tæt på, giver vi dig med glæde en rundvisning.

Keramik

Kreativiteten får vinger i keramik-kælderen, og tiden flyver af sted, når du sætter dig med en klump uformet ler mellem hænderne. Drømmer du om at forme dine egne tekrus, en flot frugtskål eller designe et fantastisk stykke kunst, så er faget Keramik på Hadsten Højskole noget for dig.

Vi arbejder med funktionelle genstande og udforsker æstetik – og sammenhængen mellem æstetik og form. Du bliver introduceret til både klassiske og lidt mere sjældne arbejdsmetoder indenfor keramik-kunsten. Vi arbejder med pladeteknik, håndmodellering og ekstruder. Der er også mulighed for at sætte sig ved drejeskiven og arbejde med leret på en anden måde. 

I keramikfaget vil vi gennem oplæg og ture ud af huset blive klogere på ny, moderne dansk keramik. Denne inspiration tager vi med hjem i værkstedet og skaber individuelle keramiske udtryk. 

Keramik-værkstedet på Hadsten Højskole er åbent for eleverne døgnet rundt, og når du først får styr på de forskellige lertyper og teknikker, er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvad du kan skabe med dine hænder.

Har du lyst til at vide mere om, hvad du kan opleve på Hadsten Højskole? Få vores brochure her eller kom og besøg os – vi giver gerne en rundvisning!

Design

Har du lyst til at blive inspireret og sætte skub i dine egne designideer? Så er Design måske noget for dig. Vi skal trykke, hamre, banke, spraymale, lime og slippe vores kreative ideer løs.

I Design lærer du at beherske de forskellige fremstillingsmetoder. Du hører om trends og får ny inspiration til din egen produktion. Derudover hører du om designhistorie og bliver præsenteret for forskellige designfirmaer- og designere.

Måske har du altid ønsket dig at sy dine egne scrunchies, hækle en karklud, lave tryk til en T-shirt eller knytte et ophæng til dine planter. Det har du muligheden for nu.

Du får desuden mulighed for at puste nyt liv i gamle loppefund. Du kan redesigne brugte ting, så det får dit unikke særpræg. Der er skatte at hente i aflagte ting og i genbrugsbutikker. Du lærer med få midler at gøre sofabordet helt unikt og nyt. Sofapuder eller muleposer kan laves af gamle duge. Måske trænger den gamle rispapirslampe til en make-over. Konservesdåser får nyt liv som lanterner eller urtepotteskjulere, og cykelslanger transformeres om til vaser. Alt er muligt.

Strikkerier

Er der noget mere hyggeligt end at sidde med strikketøjet mellem hænderne og se, hvordan arbejdet skrider frem og forvandler sig til en trøje, et halstørklæde eller noget helt andet. I faget Strik lærer du at slå masker op og komme i gang, hvis du er nybegynder. Eller at følge en mere avanceret opskrift, hvis du hører til de mere øvede strikkere.

Lækre striktrøjer, lange halstørklæder eller lune luffer. Hvorfor købe strikkerierne, når du kan trylle dem frem selv? På Hadsten Højskole kan du lære at blive en habil strikker, hvis du vælger dette fag. Det er for dig, der aldrig fik lært i håndarbejdstimerne, hvordan du slår masker op. Og for dig, der allerede har styr på grundstrikningen og har mod på nye opskrifter og større udfordringer.

Ud over at få styr på ret og vrang og alt fra snoninger til mønsterstrikning, bliver du i faget Strik også klogere på de forskellige garner og øvrige materialer, som man også kan strikke i. Du lærer at strikke sokker – til dig selv, din bedstemor eller dine højskolevenner. Og du lærer, hvordan du monterer du strikker – altså hvordan du hæfter ender og får syet dit værk sammen.

Se også de andre fag, der hører til fagområdet Kunst & kunsthåndværk på Hadsten Højskole. Læs mere i vores brochure om højskolen og de fag du kan vælge. Du er også mere end velkommen til at komme forbi en dag – bare du aftaler det med os først.

Analogt fotografi

Vi lever i en digital verden, men der er stadig noget næsten magisk over det analog kamera og film, der skal fremkaldes i et mørkekammer. På Hadsten Højskole råder vi over et fuldt udstyret mørkekammer, så vil du med på en fotografisk rejse og selv fremkalde store og flotte fotos til din væg, så er dette fag noget for dig.

Selv om den hurtige og praktiske digitale teknologi stort set har overtaget fotograferingen i dag, har den analoge film- og mørkekammerteknik stadig meget at tilbyde. Det bliver du klogere på i dette fag. Du lærer at bruge analoge, manuelle kameraer og får en solid viden om de mange forskellige typer af film, der er at vælge imellem. Du finder ud af, hvad multigradepapir er for noget – og hvordan både kemi, papir og filtre kan forvandle dine fotos i mørkekammeret.

I Analog Fotografi kommer du også med på en historisk rejse. Vi taler om fotografiets historie, og vi gennemgår den teknologiske udvikling – fra fotografiets fødsel til nutidens digitale virkelighed. Du kommer til at arbejde med de mange spændende analoge teknikker, og prøver kræfter med forskellige kameratyper- og formater. Vi du have et fotografisk tilbageblik og samtidig fremstille flotte sort/hvide forstørrelser af dine egne billeder, så skal du være med her.

Har Analog Fotografi på Hadsten Højskole fanget din interesse? Bestil vores brochure hjem, hvor du også kan læse mere om alle skolens fag. Vil du opleve højskolen indefra, giver vi gerne en rundvisning.

Træværksted

Kan du lide at bruge dine hænder og tilføre et materiale dit personlige udtryk. Kan du lide at arbejde med træ – at se et råmateriale tage form og blive et færdigt produkt. Så skal du vælge faget Træværksted på Hadsten Højskole.

I faget Træværksted får du oparbejdet et håndelag, der gør, at du vil kunne lave dine egne brugsting i træ og mærke glæden ved praktisk arbejde og dets håndfaste resultat. Måske kommer du herfra med et bord, som du selv har lavet, eller en genbrugsstol, som du har fået restaureret, så den nu ligner en million. Mindre kan også gøre det – men der er mange muligheder.

I Træværksted kan man få gjort idé til virkelighed. Kristina fra foråret 2022 har lavet sin egen smukke stol i træværkstedet.

Gør dine ideer til virkelighed

Faget er for dig, der har lyst til at prøve kræfter med håndværk og traditionelle snedker- og tømrerteknikker. Du får en fornemmelse for en håndværkstradition, der kan være til stor glæde at have ved hånden.  Men der vil også være mulighed for at arbejde med moderne snedker- og tømrermaskiner og trædrejning.

Undervisningen foregår delvist i skolens eget træværksted i kælderen og dels i værkstederne på Den Jyske Håndværkerskole. De har mere plads og nogle nogle helt andre maskiner, hvilket giver mulighed for at udfolde sig endnu mere. Derudover er der rig mulighed for at gå i kælderen på egen hånd og finpudse sine produkter.

Se mere om de øvrige kunst- og håndværks-relaterede fag under Kunst og kunsthåndværk. Du kan også læse mere om Hadsten Højskole i vores brochure. Du er også meget velkommen til at besøge os og få et lille indblik i livet på vores højskole – book blot en rundvisning her!

Grøn sløjd

Vil du hellere bruge øjemål end målebånd? Vil du dykke ned i træets finurlige egenskaber? Og foretrækker du kniv og økse frem for snurrende maskiner? Så kunne Grøn Sløjd godt være noget for dig.

Grøn sløjd er et håndværksfag, men ikke i klassisk forstand. Faget kommer til at tage udgangspunkt i naturen og de materialer og muligheder, den tilbyder. Det er et fag som primært vil foregå udendørs, og vi kommer også til at beskæftige os med nogle af friluftslivets temaer. Vi skal ud i skoven og høste de materialer, som danner grundlaget for de emner, vi arbejder med.

Vi vil arbejde med enkelt skærende værktøj som kniv, økse, stemmejern, sav og lignende redskaber, hvor drivkraften kun er din egen. Dette vil give en stor frihed i arbejdet. Samtidig vil du lære at håndtere let tilgængelige værktøjer og materialer, der giver en verden af muligheder.

At se sine hænder arbejde og forme et stykke træ spån for spån er en fascinerende proces og udfaldet bliver sjældent, som man først havde tænkt sig. Dog vil der i faget heller ikke være noget facit. Det er således også et fag med rig mulighed for kreativ udfoldelse.

Læs mere om de øvrige fag under fagområdet Kunst & kunsthåndværk. Har du lyst til at læse mere om livet på Hadsten Højskole, så få tilsendt vores brochure her. Eller endnu bedre – kom og oplev Hadsten Højskole med egne øjne – book en rundvisning her!

Skulpturel keramik

I faget Skulpturel keramik skal vi arbejde med at skabe abstrakte former og objekter til udstilling. Vi gennemgår forskellige teknikker og skal blandt andet modellere efter model, bygge geometriske figurer og eksperimentere med, hvordan leret kan tage abstrakte former. 

I faget vil du få et indblik i klassisk proportionslære, dekorationsteknikker og abstrakte tekniske greb. Vi kommer til at tage udgangspunkt i den moderne kunstneriske praksis med afsæt i det keramiske håndværks traditioner, hvor alt er lovligt, og det kun er fantasien, som sætter grænser.

Vi kommer igennem hele arbejdsprocessen med leret. Fra det bliver taget ud af posen til udvikling af ideer og derefter til udstilling og iscenesættelse af værkerne.

I Skulpturel keramik vil vi primært arbejde i keramikværkstedet på højskolen. Derudover vil der også være undervisningsgange, hvor vi skal høre oplæg og besøge værksteder hos keramiske kunsthåndværkere. Vi skal også besøge CLAY museet i Middelfart. Værksteds- og museumsbesøgene vil give et indblik i den danske keramiske scene og i forskellige kunstneres praksis.

Læs mere om de øvrige fag under fagområdet Kunst & kunsthåndværk. Har du lyst til at læse mere om livet på Hadsten Højskole, så få tilsendt vores brochure her. Eller endnu bedre – kom og oplev Hadsten Højskole med egne øjne – book en rundvisning her!

Digital Foto

Gode fotos er vigtigere end nogensinde i den moderne medieverden. Ikke kun i de klassiske medier, men også på de sociale medier som Instagram og Facebook. I Digital Foto på Hadsten Højskole lærer du at tænke dine billeder ind i en fortællende ramme, så du via. dit kamera kan formidle gode og relevante historier.

Når du vælger faget Digital Foto, er fotografering i fokus, og du lærer det digitale spejlreflekskamera rigtig godt at kende. Du får styr på blænde, lukketid, iso og andre tekniske indstillinger. Du bliver også introduceret til flash og andet udstyr, der kan gøre dine billeder endnu bedre. Lys og skygger, farver og farvetemperaturer samt perspektiver er andre kraftige virkemidler inden for foto, og dem kommer du også til at arbejde med. Du kommer også omkring Photoshop, som er det program, vi skal efterbehandle billederne i.

Udover den tekniske side af fotografering vil du også lære om alt det, der kendetegner det gode fotografi. For det kræver ikke kun teknisk dygtighed at indfange det gode foto, det kræver også mod og vedholdenhed.