Hvordan kommer man i gang med at investere? Hvordan lægger man et budget? Uanset hvad dine fremtidsdrømme indeholder, er din økonomi et vigtigt element for at få dem til at gå i opfyldelse.
I faget Privatøkonomi & Investering vil vi se nærmere på, hvad der kendetegner sunde økonomiske vaner, og hvordan man kan tilegne sig dem. Vi kommer ind på emner som budget, opsparing, renter, aktier, obligationer – på en måde, så alle kan være med. Formålet med faget er at gøre dig komfortabel ved at tale om økonomi og vise en vej til at skabe en økonomisk tryg tilværelse.
Når fundamentet – i form af styr på privatøkonomien – er på plads, er der grundlag for at spare op og investere. Vi udforsker både de investeringsmuligheder, der er tilgængelige, og i endnu højere grad de faldgruber, der bør undgås, når man bevæger sig ud i det at investere sine penge. Vi dykker ned i forskellige aspekter af investeringsverdenen, men vil især have fokus på aktier. Det betyder, at du vil få en basal viden om, hvad en virksomhed er, hvilken rolle virksomheder spiller i samfundet, hvordan man vurderer deres værdi, og ikke mindst hvilke risici der er forbundet med det at investere.
Undervisningen vil afspejle at økonomi og investering rummer langt mere end blot tørre tal. Forståelse for menneskelig psykologi og adfærd er for eksempel også helt centralt, og derfor vil der også være både øvelser og læring inden for disse emner. Med andre ord får du mulighed for at tilegne dig en kombination af konkrete værktøjer og indsigter i at styre din privatøkonomi – samtidig med, at du bliver klædt på til at søge mere viden og information om det at investere.