😲🥈🤫🥇 Betyder disse symboler noget? Og hvis de gør, hvem definerer så, hvad de betyder? Afsenderen? Modtageren? Eller måske ingen af dem? Hvordan adskiller vores samtaler sig i skrift og tale? Har vi samme mulighed for at udtrykke os?
Sprog har mange former og handler ikke kun om ord. Det handler grundlæggende om tegn og betydninger. Men sprog er ikke entydigt. Sprog er altid, og har altid været, i udvikling. Det er det, der gør sprog besværligt. Men det er også det, der gør det spændende. Et af de grundlæggende spørgsmål, som sprogfilosoffer har stillet, er, om sproget gengiver den verden, jeg ser, eller om det måske ligefrem er sproget, der skaber den?
I dette fag vil vi gå på opdagelse i sproget! Vi vil stille spørgsmål som for eksempel: betyder ’floor’ og ’dansegulv’ det samme? Og hvis det gør, hvorfor har vi så to ord for det og ikke kun ét? Kan en papegøje tale? Hvis den ikke ved, hvad den siger, hvordan skal vi så forholde os til de lyde, der kommer ud af munden på den? I dette fag vil vi bruge filosofien til at stille skarpt på sproget og dets funktioner.
Vi skal tale om sprogsystemer med Saussure, om toner i sproget med Løgstrup, om ord der gør ondt med Butler og om diskurspositioner med psykoanalytikeren Lacan. Vi vil bruge disse teoretikere til at stille skarpt på sproget og til at kvalificere vores spørgen til sproget.