SUNDHED & PSYKOLOGI

Politik & Samfund

Idræt & Outdoor

Sundhed & Psykologi

Kunst & Kunsthåndværk

Musik & Sang

Kommunikation & Sprog

FAGENE

OM SUNDHED OG PSYKOLOGI

Verden er fuld af fristelser, og samtidig har der aldrig tidligere været så stort fokus på vigtigheden af et aktivt liv med fokus på både krop, psyke og kost. Hvis du går op i sundhed og livsstil eller interesserer dig for den psykiske del af menneskelivet, så er fagområdet Sundhed & Psykologi på Hadsten Højskole noget for dig.

Krop og psyke hænger uløseligt sammen. Og typisk hænger det sådan sammen, at hvis du har det god psykisk, er det også lettere at holde kroppen sund. Samtidig kan en usund krop fører til et negativt sind. Men hvordan hænger de to ting sammen, og hvordan kan man sikre, at man ikke ender i en ond spiral?

Det er blandt andet nogle af de ting, du kan blive klogere på, hvis du vælger nogle af de fag, vi tilbyder under Sundhed og Psykologi. Vi ser blandt andet på, hvordan vores livsstil hele tiden ændrer sig, samt hvorfor det kan være så svært at leve sundt, når vi nu allesammen ved, at det er godt for os. Samtidig kan du blive klogere på en række psykiske sygdomme, samt lærer om konsekvenserne for både de ramte og deres nærmeste. Der er også mulighed for at dykke ned i den klassiske psykologi, hvor du vil komme til at se nærmere på tankemønstre, adfærd og følelser.

Vi giver dig også muligheden for at mærke efter på egen krop, og blive klogere på, hvad dine valg og fravalg har af konsekvenser for din krop. Du får muligheden for at gå på opdagelse i din egen krop og finde ro i en hverdag, der til tider kan være fyldt med tanker og valg.

Så hvad enten du vil fordybe dig i samspillet mellem krop og kost, lære mere om psyken og livsstilsændringer eller afprøve dine evner med massage og generel velvære, er der rig mulighed for det på Hadsten Højskole.

Har du nogen spørgsmål vedrørende vores fag, er du altid velkommen til at ringe til os på tlf. 86 98 01 99 eller sende en mail på info@hadstenhojskole.dk. Vi sender dig også meget gerne vores brochure, hvor du kan blive meget klogere på Hadsten Højskole.

På Hadsten Højskole sammensætter du selv dit eget skema. Læs mere om konceptet og fagområderne her.

Anatomi og fysiologi

Den menneskelige krop er kompliceret og fascinerende. I faget Anatomi & Fysiologi løfter vi lidt af sløret for, hvad der får vores hjerte til at banke, hvad der sker når musklerne pumper løs på sportspladsen, og hvordan kroppen heler sine egne sår.

Drømmer du om en karriere som sygeplejerske, læge, ambulanceredder, jordemoder, fysioterapeut eller noget andet indenfor sundhedssektoren, er faget Anatomi & Fysiologi på Hadsten Højskole en rigtig god forberedelse og springbræt til en videregående uddannelse.

I faget arbejder vi med menneskets anatomi og fysiologi. Under hvert emne arbejder vi med opbygningen og placeringen af organerne, hvordan organerne fungerer og styres, og hvordan organerne samarbejder med andre dele af kroppen. Vi ser også på de mest almindelige sygdomme i forbindelse med hvert emne, og undersøger vores egne kroppe eller organer fra grise nærmere. Vi tager udgangspunkt i en letlæst anatomibog, hvor du lærer fagudtryk og de vigtigste latinske navne.

Undervejs kommer vi også omkring sundhedssektorens rivende udvikling helt tilbage fra dengang åreladninger var lægens automatiske svar på de fleste dårligdomme til i dag, hvor stamcelleforskning og genteknologi er en vigtig del af, hvordan vi kan behandle sygdomme.

Husk, at du kan bestille vores brochure, hvor du kan læse mere om Anatomi & Fysiologi samt højskolens øvrige fag. Vil du opleve vores faciliteter på nært hold, giver vi gerne en rundvisning.

Krop & kost

Må man drikke rødvin? Er chokolade altid usundt? Og hvorfor skal man spise grøntsager for at have en sund livsstil? Det kan være svært at finde rundt i en overvældende buffet af kostkampagner, livsstilsbøger og slankekure. I faget Krop & Kost lærer du om sund kost og madens mange funktioner – såvel fysisk og psykisk som socialt og kulturelt.

Drømmer du om at kunne sætte dig til bordet på den afslappede måde i bevidstheden om, at du faktisk spiser sundt og godt? Så skal du vælge faget Krop & Kost. I dette fag får du praktisk og teoretisk viden om, hvordan du sammensætter sunde måltider, hvad der sker i din krop, når du spiser, og hvordan kulhydrater, proteiner og fedtstoffer omsættes i din krop.

Du bliver udfordret på dine sanser og kommer til at tilberede og smage mad, du aldrig har sat tænderne i før. Og så bliver du klogere på, hvorfor nogle mennesker er kræsne, mens andre kan spise alting med største velbehag. Derudover betragter vi mad fra et mere kulturelt synspunkt. Vi studerer både vores egen madkultur og andre landes madkultur. Og vi går i dybden med, hvorfor det er så svært at ændre netop kostvaner. Faget er for dig, der går op i mad og madlavning – og for dig, der drømmer om at læse videre til eksempelvis sygeplejerske, læge, diætist eller noget andet indenfor de sundhedsvidenskabelige fag.

Massage & velvære

Ondt i nakken, anspændt i skuldrene eller øm i fødderne? Der er få ting, der lindrer så meget, som en massage fra et par kyndige hænder. I faget Massage & Velvære får du praktiske redskaber til både at give og modtage velvære.

Massage & Velvære er psykologisk helbredende. I dette fag betragter vi massage som aktiv meditation, der giver dig afslappede muskler, et sundt kredsløb og skarpe sanser. Du lærer at arbejde dig gradvist gennem en hel kropsmassage med grundig gennemgang af, hvordan du masserer fødder, hænder, ben, ryg, skulder og nakke. Du mærker, hvordan roen sænker sig over din egen krop, mens du vinker farvel til rastløsheden og byder sanseligheden velkommen.

Massage er et praktisk fag, men med en åndelig side, hvor vi også arbejder med at fjerne det tabu, der har lagt sig over almindelig berøring mellem voksne mennesker. Når vi kun fokuserer på at tale sammen, risikerer vi at blive sanseligt udsultede. Det vil vi forsøge at ændre i dette fag. Vi bliver fortrolige med at røre ved hinanden og bliver klogere på os selv og andre, mens vi bliver mere afslappede.

Du får også mulighed for at blande showbizz med massage, når vi hver sommer har en massagebod på Skanderborg Festival, hvor tidligere elever masserer festivalgæster.

Yoga

Yoga betyder forening – og forening mellem krop og sind, åndedræt og sjæl er i fokus i dette fag. I Yoga på Hadsten Højskole lærer du at flytte opmærksomheden fra hovedet og ned i kroppen, hvor vi går på opdagelse i de mange ressourcer, som den gemmer på. Du træner kunsten at holde fokus og være i nuet, som vi også kender fra meditation, og på den måde giver du både din krop og din hjerne kærlig pleje.

Du kender det godt. Du har travlt og hovedet summer af alt det, du skal forholde dig til, det du skal nå, og det du ikke må glemme. I Yoga sætter vi tankerne og den hårdtarbejdende hjerne på pause, mens vi fokuserer på kroppen og åndedrættet. Du lærer både blide og lidt hårdere yogaøvelser, og du kommer til at mærke, hvordan du med yogaen får skabt forbindelse til kernen i din krop.

Yoga byder på en værktøjskasse fyldt med redskaber, og dem lærer du at bruge, så du selv kan tage dem frem, når du trænger til at mærke dig selv og din krop. Du lærer med andre ord at komme i nærkontakt med dig selv, og ad den vej skaber du frihed, udvikling og overskud til det liv, du helst vil leve.

Uanset om du er erfaren ud i yogaens verden, eller om det er helt nye for dig, kan du sagtens vælge yoga. Vi kommer rundt om mange forskellige grene af yoga, og selvom du måske allerede mestre noget yoga, vil du helt sikker bliver udfordret af noget andet.

Hvis du gerne vil vide mere om Yoga på Hadsten Højskole, er du altid velkommen til at ringe til os på tlf. 8698 0199 eller sende en mail på info@hadstenhojskole.dk. Bestil vores brochure eller kom forbi og besøg os, hvis du gerne vil lære os lidt bedre at kende.

 

Kærlighed

Kærlighed omgiver os alle, og allerede fra barndommen bliver vi introduceret for kærlighed gennem vores relationer og i kultur – men hvad er kærlighed egentlig? Og kan vi leve uden? Det undersøger vi i faget.

I faget kigger vi på begrebet kærlighed fra mange forskellige leder og kanter. Vi forsøger at finde ud, hvad der er biologi, og hvad der er kultur i kærlighedsbegrebet. Her får vi blandt andet hjælp fra videnskabsjournalisten Lone Frank, som har undersøgt, hvad der sker i hjernen, når vi oplever kærlighed – og når vi mister den igen.

Vi tager også fat på kulturen og kigger på alt fra de tidligste kærestebreve over til kærlighedsfilm og litteratur gennem tiden og til de nyeste popsange. På den måde bliver vi klogere på, hvordan kulturen påvirker måden, vi opfatter kærlighed på og har gjort det gennem historien.

Hver uge tager vi hul på et nyt tema inden for kærlighed – fx forelskelse, kærestesorger eller jalousi, og tilgangene spænder fra psykologiske forsøg til den gode samtale, diskussioner og egentlige produkter som kærestebreve eller happenings for de andre elever på skolen.

Socialpsykologi

Nutidens Socialpsykologi bygger i høj grad på en række teorier, der blev skabt ved en række forskellige psykologiens forsøg. Disse teorier ser vi nærmere på, mens vi forholder os til, om eksperimenterne gik ud over de involverede.  

Den eksperimentelle socialpsykologi har med sine berømte og berygtede eksperimenter bidraget til helt nye forståelser af menneskelig adfærd, og vi vil i dette fag fokusere på nogle af de mest klassiske socialpsykologiske eksperimenter, herunder Aschs konformitet, Milgrams forsøg inden for lydighed samt Zimbardos fængselsforsøg.

Vi vil være undersøgende i forhold til eksperimenternes historiske omstændigheder, de etiske aspekter, samt de grundlæggende hypoteser, der danner afsæt for de forskellige eksperimenter. Samtidig vil vi gennem flere øvelser undersøge hvor og hvordan socialpsykologien omgiver os alle i vores hverdag, og vi vil selv prøve kræfter med den eksperimentelle socialpsykologi.

Har Socialpsykologi på Hadsten Højskole fanget din interesse, kan du bestille en brochure hjem, hvor du også kan læse mere om alle skolens fag. Vil du opleve højskolen indefra, giver vi gerne en rundvisning.

Personlighedspsykologi

Er du interesseret i, hvorfor mennesker udvikler sig på bestemte måder, og hvordan omgivelser og relationer spiller en rolle i forhold til den ens personlighed? Så skal du vælge Personlighedspsykologi.

Indenfor personlighedspsykologien finder vi blandt andet de teorier der belyser områder som arv og miljø, køn, trækpsykologien, personlighedstest og parforhold.

Vi vil i dette fag arbejde undersøgende i forhold til identitet og personlighed, herunder kigge nærmere på teorier som ”The Big Five”, trækteorier og kønsforskning.

Vi vil afprøve og arbejde analyserende med personlighedstest og forskellige øvelser hvor personligheden spiller ind og bliver sat på prøve. Vi vil besøge kvindemuseet, som afsæt for en diskussion om kønnenes betydning historisk og i samtiden. Sidst men ikke mindst vil vi undersøge forskellige teoretiske perspektiver på kærlighed.

Lyder det som noget for dig? Så er du måske over interesseret i de andre fag med fokus på forskellige aspekter af Psykologi på Hadsten Højskole.

Hvis du har spørgsmål eller ønsker at se skolen med egne øjne, er du meget velkommen til at bestille en rundvisning. Vi sender dig også gerne vores brochure, hvor du kan læse mere om vores skole.

Seksuel dannelse

Sex fylder meget i både medierne og i mange unge menneskers hoveder og samtaler. Det gør os ikke altid klogere på emnet – det forsøger vi til gengæld at blive i faget Seksuel dannelse.

Fokus i seksualundervisningen på mange folkeskoler er stadig på beskyttelse – hvordan undgår vi at blive gravide og få sexsygdomme? På ungdomsuddannelser har de færreste elever sex på skemaet, selvom emnet både fylder og forvirrer for mange unge mennesker. I faget Seksuel dannelse tager vi fat, hvor folkeskolen slap og breder undervisningen ud. Målet er at blive klogere på sex, krop og seksualitet og have oplyste samtaler, der bygger på viden og går udover egne erfaringer.

Vi tager fat i aktuelle emner som samtykkelovgivning, MeToo, hævnporno, og hvad der ellers fylder i den offentlige debat, men vi kigger også på almengyldige temaer som porno, orgasmer, skam, kropshad, onani, grænser, ligestilling, kommunikation og forskellige seksuelle orienteringer. Vi forholder os til emnet fra flere forskellige fagligheder – både biologisk, historisk, psykologisk og fysiologisk. Samtidig bliver det en essentiel del af faget, at eleverne selv skal planlægge og holde seksualundervisning for de andre elever.

Neuro- og evolutionspsykologi

Vi ved, at vi er styret af vores hjerne, men hvordan har hjernens udvikling haft betydning for vores evolution? Det ser vi blandt andet nærmere på i dette fag. 

Såvel neuro- som evolutionspsykologi er områder inden for psykologien, som virkelig har været i rivende udvikling de seneste år. De er grene af psykologien, som kan supplere, understøtte og udfordre hinanden.

Vi vil undersøge hvordan mennesket forstås i et neuropsykologisk perspektiv, herunder hvordan hjernen har betydning for vores adfærd, hvilken rolle hormoner spiller og hvordan vi evolutionært kan forklare aspekter ved menneskelig adfærd og intention. Herunder hvordan neuropsykologien forklarer fænomener som forelskelse og frygt.

Vi vil også holde neuropsykologien op overfor andre psykologiske retninger for at synliggøre forskelle og ligheder perspektiverne i mellem.

Få mere information om Hadsten Højskole

Har du set vores brochure? Her kan du læse meget mere om højskolen og vores fag. Du er også velkommen til at komme forbi og besøge os. Har du spørgsmål vedrørende Hadsten Højskole, er du altid velkommen til at ringe til os på tlf. 8698 0199 eller sende os en mail på info@hadstenhojskole.dk.

Sundt?

Sundhed er et emne, der tit tales om. Men hvad er sundhed egentlig? Og hvem bestemmer, hvad der er sundt? Det ser vi nærmere på i dette fag. 

Fra flere forskellige perspektiver skal vi se nærmere på det bio-psyko-sociale sundhedsbegreb anno 2021.

Vi skal dykke ned i, hvor vores opfattelse af sundhed kommer fra, hvordan sundhedsopfattelsen har ændret sig de seneste årtier, hvordan samfundets strukturer påvirker vores sundhed og hvordan de sociale medier har influeret vores billede af sundhed.

Desuden skal vi udfordre forskellige sundhedsmyter, diskutere hvornår og hvad der sker, når sundhed kammer over og bliver usundt. Vi skal arbejde teoretisk og hypotetisk, men også prøve af på egen krop og mærke, hvad der sker, når man bliver overopmærksom på små detaljer i sundhed.

Formålet med faget er at give eleverne en større forståelse af, hvor simpel sundhed egentlig kan være, og hvor kompliceret det samtidig kan gøres. Ved at pille det komplicerede fra hinanden og blotte den simple sundhed vil eleverne fremadrettet, i højere grad kunne gennemskue quick fixes, slankekure, kostkoncepter og lignende samt deltage nuanceret i sundhedsdebatten.

Hjernens mysterier

Få trænet de små grå og bliv klogere på, hvordan du holder hjernen sund og rask.

Selv om vi ved meget om hjernens opbygning og funktion, så er samlingen af de små grå stadig et af de mest spændende og mystiske områder i menneskekroppen. I dette fag letter vi på låget og kigger indenfor. Du lærer om hjernens opbygning, kendetegnene for de to hjernehalvdele og hvordan de hver især har betydning for den måde, du fungerer på.

Faget hovedfokus er en masse træn-din-hjerne-øvelser. Vi kaster os ud i øvelser, som træner din hjerne og udfordrer dine vante måder at tænke på.

Hjernens Mysterier er gymnastik for øverste etage. De fleste mennesker er domineret af den ene eller den anden hjernehalvdel, men hjernen er som en muskel – den kan trimmes og blive stærkere. Derfor træner vi målrettet begge hjernehalvdele i dette fag. Din venstre hjernehalvdel kommer på arbejde med strategiske spil, tal og figurer, mens din højre hjernehalvdel prøver kræfter med kreativ tænkning og problemløsning.

KlimaKost

Den kost, der er godt for din krop, er heldigvis også godt for klimaet, så det er meget nemt og oplagt at kombinere disse to.

I faget tager vi udgangspunkt i de 7 officielle kostråd. Vi dykker ned i hvert kostråd og arbejder både teoretisk og praktisk med det.

I den teoretiske del arbejder vi med ernæringsteori og kombinerer det med dagligdagserfaringer. Når vi f.eks. arbejder med kostrådet om at spise flere grøntsager, så kommer vi ind på kulhydrater, fibre, vitaminer og mineraler. Vi ser på CO2 påvirkningen, og samtidig snakker vi om hvordan du selv kan efterleve dette kostråd. Hvordan griber man det an? Hvordan kan det gøres billigt og nemt – gode råd og ideer, tips og tricks.

I den praktiske del skal vi lave mad – det kan være enkle retter som salater, mayonnaise, grovboller eller grøntsagssspreads eller det kan være hele måltider. Vi skal også arbejde med at udnytte hele grøntsagen, undgå madspild, og blive bedre til at udnytte madrester i nye lækre retter.

Faget er for dig, der går op i mad og madlavning, dig der gerne vil blive bedre til at lave mad og samtidig tænke på klimaet – og for dig, der drømmer om at læse videre på f.eks. kost og ernæring, sygeplejerskeuddannelsen eller noget andet indenfor de sundhedsvidenskabelige fag.

Hadsten Højskole