Af Kirsten Hjort, tidligere underviser på Hadsten Højskole
Hvad er kærere end det gode gamle værelse, man boede på, da man var elev på Hadsten Højskole. De ”gamle” elever skal altid op og se det kære værelse fuld af undren over, at andre elever nu er flyttet ind. Men med værelsesnr. har det indtil dette efterår været som med basserne i hæren: de er blevet kaldt ved numre, de har slet ikke haft et navn.
Kært barn skal da have et navn!
Der blev holdt mange og lange møder om sagen. Det lyder stygt, for hvad er – hånden på hjertet – værre end mange og lange møder. Men det var faktisk ret en lystfyldt opgave. Tænk at kunne fable og finde på og vælge og vrage mellem al det mangfoldige og værdifulde i livet, mellem alle fine menneskelige egenskaber, mellem al naturens rigdom, mellem alle personer og værker fra Danmarks historie og kultur. At skulle sætte sig ned at finde 56 gode navne i en sådan frodighed er simpelthen en herlig udfordring.
Der måtte selvfølgelig være et vist mønster i det. Navnene på hver gang skulle gerne udgøre en enhed. Navnet skulle helst kun være på ét ord – til nød to. Og vi skulle være sikre på, at navnet ville kunne holde mange år frem. Michael Laudrup var faktisk så seriøst bud som et værelsesnavn, men måtte forkastes af ovennævnte grund. Og så skulle navnene helst også kunne fremkalde et billede, som skærper sanserne og vækker fantasien.
Den nordiske mytologi var en oplagt mulighed. Og til første møde regnede alle med, at de andre mødte med forslag til at dække en sådan mytologisk gang. Men det skete ikke. Måske var det bare for oplagt, for ofte brugt, for demonstrativ højskoleånd. I modsætning til så mange andre højskoler, navngiver vi for første vore værelser i år 2000 – og så skulle vi måske prøve noget nyt!
Dette billede er AI-genereret.
De billedskabende, sansevækkende navne fik vi først og fremmest fra betydningsfulde, farverige skikkelser som Holger Danske, Thyra Danebod, Tordenskjold, Tycho Brahe m.fl., og så fra den danske litteratur med titler, der vækker sanser, følelser og fantasi: Elverhøj, Guldhornene, Tordenkalven etc. med skyldig hensyntagen til, at nogle af vore vigtigste forfattere bliver repræsenteret. Mest markant blev H.C. Andersen, som fik en hel gang for sig selv. Og her er det jo bare ’gefundenes Fressen’ for kombinationen af et sanseligt og fantasifuldt navn: Fyrtøjet, Nattergalen, Snedronningen, flipperne, Klods-Hans – mulighederne var mange, og mange flere, end vi havde værelser til.
Det er sværere med abstrakter som Retfærdigheden, Ligheden, Friheden, Samtalen, Kærligheden, Fornuften m.fl., der nok vækker følelser, men som ikke naturligt er visuelle, eller kun er det, hvis man kender de gamle symbolske fremstillinger. Men vi ønskede disse navne, fordi de for os repræsenterer de fineste og væsentligste kvaliteter i mennesket og i det menneskelige fællesskab, og det er om noget Højskolens sag.
Én værelsesgang skulle have navne fra det musiske i bred forstand, nemlig kombinationen af det kreative, det musikalske og det idrætslige. Vi forsøgte at finde navne dér, hvor de tre musiske områder mødes, det sted, hvor kroppen og den skabende evne er ét, fx Dansen, Rytmen, Balancen, Sangens, Legen.
Det kan ikke skjules, at det var et fornøjeligt arbejde at finde navne. Selv diskussionerne om det nødvendige fravalg af navne har været fornøjelige. Men ’killing your darlings’ kan selvfølgelig være slemt, især når det er ens besværlige kollegaer, der vil have én til at begå mordet. Jeg kunne holde et længere foredrag – men jeg skal spare læseren – om hvorfor jeg hellere så Håbet og Modet som navne frem for Forståelsen eller Styrken, og om hvorfor jeg meget gerne havde set det kosmiske repræsenteret. Tænk at bo på Venus, Månen eller Sirius – ligge om natten i sin seng og have en direkte forbindelse ud i himmelrummet! Men der måtte skæres fra, hvor nødvendigt vi end ville.
Værst var for mit vedkommende sagen om Pausen.
Jeg synes, Pausen var sådan en god idé, men sådan en Pausen er sårbar og nem at tvære ud. Jeg gik til mødet bevæbnet til tænderne med argumenter til støtte for Pausen, lige fra skabelsesberetningens syvende dag til musikteoretiske overvejelser om, at pausen er lige så vigtig som noden. Til min overraskelse fik jeg ikke brug for nogle argumenter, Pausen blev uden besvær optaget blandt værdige mulige navne. På det sidste navneslagte-møde gled Pausen gennem nåleøjet og blev et fuldgyldigt medlem af de konfirmerede 56 navne.
Så manglede vi blot at få navnene malet på dørene. Det foregik i min sommerferie. Den første jeg mødte efter ferien var Lisbeth Hansen: “Du kan tro, det er blevet flot,” sagde hun, “gå og og se det.”
Det gjorde jeg så, og det var blevet flot. Det var et godt stykke arbejde, som vi havde fået fuldført.
Men hvor var Pausen?
Den var ikke til at finde trods ihærdigt forsøg. Jeg returnerede til læreværelset og sagde med frygtelig stemme til Lisbeths bortvendende ryg: “Hvor er Pausen?” “Åh jamen, vi var også så kede af det” – Lisbeths stemme dirrede – “Men vi havde ikke tænkt på, at der kun var én dør ind til de to gæsteværelser, så der var et navn i overskud, og så syntes vi ligesom, at Pausen bedst kunne undværes.”
Mange store tænkere har overvejelser over pausens kreative betydning, vor egen Søren Kierkegaard fx, og for Goethe var pausen ”én ø i begivenhedsmassens malstrøm, hvor drømmefuglen har mulighed for at udruge erfaringens æg”. Hold en pause, kære læser, og kig en ekstra gang på den gamle digters og filosofs både kloge og poetiske ord.
Måske skulle man ikke finde sig i det. Man kunne jo i nattens mulm og mørke (som ganske vist er et sjældent fænomen på en højskole) bevæbne sig med en spraydåse og med en graffiti omdøbe et af værelserne, så Pausen bliver en realitet til glæde for alle Højskolens elever, lærere og gæster. En menneskekærlig gerning, men svær at udføre for en pæn højskolelærer, der havde ”hærværk” angår er ganske uerfaren. Der må bedre at besinde sig og glæde sig over, at flere af Pausens brødre og søstre er repræsenteret, fx Visdommen, Freden, Lysten og ikke mindst Legen.
Det har været en lystfyldt leg at give værelserne navne. Det plejer at være et godt grundlag for, at en opgave bliver løst godt – men det får fremtiden dømme om.
Tilbage til alle blogindlæg
Tilbage til alle blogindlæg