06
APR
2021

Fuld plade på aktiviteter i påskedagene

Posted By :
Comments : Off

Rundbold, højskole,

Påsken er normalt en tid, hvor der er stille på højskolen. Mange elever tager hjem til familien, besøger venner og lignende. Sådan var det ikke i år. For at minimere risikoen for at eleverne bragte smitte ind på skolen, var de blevet bedt om at blive påsken over. Til gengæld var der linet program op hver eneste dag, så de ikke kom til at kede sig.

Første punkt på programmet var en lyntest af alle elever, så vi med to kunne gå påskedagene bekymringsfrit i møde. Heldigvis viste alle elever sig at være sygdomsfri. De kunne dermed fortsætte til næste aktivitet som var klatring i hallen, for dem der havde lyst.

Fredag fortsatte hvor torsdagen slap med nye aktiviteter. Dagen bød blandt andet på en rundboldturnering i det skønne solskinsvejr. Om aftenen var der linet op til den helt store dyst mellem værelserne, hvor det skulle afgøres, hvilket værelser der var det bedste. Her blev blandt andet dystet i klodsmajor, Tegn og Gæt, bordfodbold og alverdens andre aktiviteter.

Koncert, casinostemning og æggeløb

Lørdagen blev brugt på afslapning og tilbuddet om at se film sammen midt på dagen. Derefter blev der pyntet op og gjort klar til påskefest i spisesalen. Her fik eleverne en dejlig treretters middag, inden festen blev flyttet i gymnastiksalen, som også var pyntet op. Underholdningen stod TrommeKalle for, der leverede en blanding af comedy og musik. Noget, der bragte grinene frem hos eleverne.

Efter en god lang nattesøvn og en rolig formiddag, var eleverne igen klar til flere aktiviteter søndag. Her blev de tilbudt et lynkursus i kortspillet Poker. Det skyldtes, at der om aftenen blev afholdt turnering, hvor alle havde mulighed for at deltage. For at sætte den rette stemning, var alle deltagere blevet bedt om at komme i deres fineste casinotøj, hvilket mange havde gjort. Det resulterede i mange timers god underholdning med en tæt finaledyst.

Påskedagene sluttede som de begyndte, nemlig med endnu en omgang test af alle elever. Resultatet var det samme som om torsdagen, og vi kan nu gå trygt ind i den kommende uge. Mandagen bød desuden på et voldsomt blæsevejr, der til tider også bød på noget så forårsfremmed som sne. Det afholdt dog ikke eleverne fra at løbe rundt udendørs i jagten på de godt 60 plasticæg, der var placeret på skolens udendørsareal. Ugens sidste aktivitet var en musikquiz i Spisesalen. Her var tændt stearinlys, brygget kaffe og bagt kage, så påsken kunne slutte på den bedst mulige måde.

Nu er eleverne igen tilbage til den almindelig hverdag efter en påske, der har været fyldt med godt humør og sjove oplevelser.

 

Om forfatteren