hadsten-hojskole-in-english

Hadsten Højskole blev omringet af aktionsstyrken, brandfolk og ambulancer – heldigvis var det blot en øvelse, men til gavn for alle.

Hadsten Højskole

Af Line Schou Jensen

Teaterblodet løber ned fra skudsåret i panden, mens hun står og griner sammen med Astrid. Sofia kigger ind i kameraet og laver ansigter. Hun er ligbleg. Men hendes øjne stråler af liv.

Den 8. maj 2025 imiterede Hadsten Højskole flere skoleskyderier sammen med reaktionsstyrken, brandvæsnet og sundhedsvæsnet.

Det blev en alvorlig leg, som trænede vores beredskab i situationer, vi aldrig ønsker bliver en realitet. Men dagens realitet blev, at mellem uniformer og højskoleelever voksede noget meget dyrebart, vi alle deler trods forskelligheder.

Hadsten Højskole

Manden med maskingeværet

– Lad mig være, eller jeg skyder hans hoved af! Råber politimanden, mens han peger maskingeværet ind i ryggen på eleven Mikkel.

Mikkel virker ikke til at være påvirket over at have et maskingevær i ryggen. Selvom det strider mod al fornuft. Vi har kun kendt politimanden med geværet i få minutter, før han peger på Mikkel med det. Ville du stole på en fremmed mand med et maskingevær?

En tryghedsundersøgelse fra 2023 viser, at hver femte dansker over 18 år ikke har tillid til politiet.

Mikkel er ikke en af dem. Han havde kun nikket hej til politimanden, før han pludselig var et gidsel i et skoleskyderi. Alene med en politimand med et maskingevær. Et maskingevær med en prop i. men stoler man på en prop?

Hadsten Højskole

I løbet af øvelsen masserede politimanden sig ind på Mikkel, imens han spillede rollen som gerningsmand over for politiet. Han jonglerede mellem at spille ond gerningsmand, der var ude på at gøre elever fortræd, mens han skabte et trygt rum for Mikkel, så øvelsen var rar for alle.

Tillid betyder alt i øvelser som denne. Tillid betyder alt i vores samfund. Tillid betyder alt på Hadsten Højskole. Det viste sig den 8. maj.

Hadsten Højskole

Frokost med maskingevær over skulderen

Formiddagen gik med to øvelser. Først gidseltagningen af Mikkel. Så en terrorist, der havde kørt flere elever over og derefter fortsatte med at såre eleverne med kniv.

Eleverne spiller sig selv. Nogle er sårede, andre er døde – de fleste gemmer sig i buskene rundt omkring skolen.

Hadsten Højskole

Politiet jagter gerningsmanden, finder de sårede sammen med Brandvæsnet, og slæber dem ud til Sundhedsvæsnet.

Skuespillet fra eleverne fortjener en Robert, og arbejdet fra Beredskabets side fortjener en dyb respekt. Og en stor frokost. Som en del af dagen, ønskede politiet at blande sig med eleverne til frokost.

– Maskingeværer er ikke tilladt i spisesalen, råber køkkenleder Tina, mens hun griner af politiet, der forfjamsket pakker dem sammen.

Pludselig er uniformerne blandet med eleverne, og vi er alle bare mennesker, der er sultne efter en formiddag med hård kamp.

Denne dag var ikke kun en øvelse i skoleskyderi. Men en øvelse i tillid. Det var et mødested for to forskellige verdener. Det førhen måske har mødt hinanden som uvenner. Flere elever er voksede op med ACAP, ungdomshuset og Black lives matters.

Men på denne dag forkortede vi afstanden mellem politiet og vores elever, fordi eleverne lærte politiet at kende, og politiet lærte eleverne at kende.

Politi på Hadsten Højskole

Dagen var også lidt ekstra særlig for nogle af vores elever. På Hadsten Højskole tilbyder vi nemlig et forbedrende kursus til optagelsesprøven på Politiskolen.

En af dem er Viktor, som også fik en helt særlig rolle under en af øvelserne.

Viktor på Hadsten Højskole

Han skulle være såret, men blot med en overfladisk skramme på armen. Og så var hans rolle at være enormt påtrængende. Han krævede hjælp over andre, der havde voldsommere skader end ham. Han skulle forstyrre beredskabets arbejde. I hemmelighed.

– Det var megasjovt, jeg skulle skabe mig rigtig meget. Jeg skulle være sygt irriterende over for politibetjentene. Det var ret sjovt. Superfedt og meget inspirerende, fortæller Viktor.

Viktor er kommet ind på politiskolen i Vejle, han skulle være begyndt til august, men på grund af en skade i skulderen, begynder han først til februar.

Tilbage til alle blogindlæg

Tilbage til alle blogindlæg