For mig er højskole …

I faget retorik lød opgaven, skriv en tale, der beskriver, hvad højskole er for dig. Her er Freja Maria Damgaards tale om, hvad Hadsten Højskole er for hende.

Af Freja Maria Damgaard, elev F25

For mig er højskole forskelligheder, der mødes.
Forskelligheder, der mødes og fordyber sig.
Forskelligheder, der mødes, fordyber sig og sammen dyrker fællesskabet.
Dét fællesskab, vi alle her er en del af. Et fællesskab, som er skabt af hundrede elleve
forskelligheder, der mødtes i sne den 5. januar 2025 på Hadsten Højskole.

Højskolen føles for mig som en boble, vi alle sidder midt inde i. Et lille samfund afgrænset
fra andre, hvor ingen rigtig kan nå os. Intet dårligt, intet ondt. Det er som om, at vi under
dette tag, skaber det vigtige sammen uden at være påvirket af omverdenens kaos og rod.

Sammen skaber vi et fællesskab. Et sted, hvor vi kan rumme hinanden. Et sted, hvor vi
respekterer hinanden uden nødvendigvis at være enige om alt. Jeg har lært, at det i nogle
tilfælde bare handler om at være enige i noget for at kunne være fælles om noget andet. Og vi
har i hvert fald alle sammen kunnet blive enige om at knipse i stedet for at klappe, at forgude
køkkenets surdejsboller og at synge tonedøvt dårligt med på højskolesangbogen til enhver
morgensamling.

Vi fordyber os for at lære. Også selvom nogle af os aldrig helt får styr på at spille ‘lyse
nætter’. Og måske, som mig selv, der aldrig helt fanger fidusen i at sy. Men noget, jeg så har
lært, er, hvor meget man kan lære af andre. Og også af folk, der ikke ligner mig selv.
Fordi her er der plads til lidt af hvert. Til keramik og til politik. Til socialister og til
liberalister. Til frihed og til fællesskab. Til fester og til lange dage på sofaen. Her er der plads
til alle os, der sammen skaber ånden, som danner rammen om vores fælles hverdag.

Inden jeg begyndte, vidste jeg ikke engang, at Hadsten var en by. Det kan sagtens skyldes, at
jeg er dårlig til geografi. Det kan også være, fordi Hadsten ikke rummer meget mere
aktivitet end to kroer, tre pizzeriaer og en fem kilometers gårute rundt om en sø, der så småt
er sunket i jorden. Men på trods af det eksisterer Hadsten nu på mit landkort, og det gør byen
ikke på grund af de mange runder omkring ´søen´, men i stedet på grund af den røde
murstensbygning, som man finder lige i midten. En bygning, der rummer hundrede elleve
forskelligheder, som mødtes i sne forblændet af ungdom og uden at se et virvar af jubel og
nysgerrighed. Vi mødtes i sproget et hemmeligt sted. Og der går vi hen igen og igen