Lange kurser
FÆLLESTIMER
Hver uge runder vi fredagen og ugen af i samlet flok. Det gør vi med en fællestime. Fællestimer er to timer, der kan byde på forskellige indtryk, oplevelser og debatter. Ofte får vi besøg udefra af mennesker eller organisationer, der kan gøre os klogere på et bestemt område. Det kan være alt fra musikere og journalister til biologer og dragqueens.
Nogle af fredagene under dit højskoleophold er det vores egne faste lærere, der står for fællestimen, som ofte vil tage afsæt i deres fagområde. I oversigten herunder kan du se, hvilke fællestimer der er på programmet for det nuværende og det kommende elevhold.
OBS: Kalenderen er med forbehold for ændringer.
Fællestimer, forår 2026:
23. januar – Er du voksen?
De fleste mennesker har flere gange spurgt sig selv: er jeg blevet voksen?
Nogle vil gerne være det, andre vil helst undgå det – men hvordan bliver man det egentlig?
Verden har brug for voksne mennesker der tager ansvar – men hvad skal vi tage ansvar for, og hvor stopper vores ansvar? Disse spørgsmål og flere vil vi udforske, når Kristian Kirk med filosofi i den ene hånd, og humor i den anden stiller skarpt på voksenlivet anno 2026.
30. januar – Fanget i FOMO – om at ville det hele og nå ingenting
Vi lever i mulighedernes tid. “Du kan, hvad du vil,” får vi at vide. Men så kan det jo også kun være din egen skyld, når det går galt, ikke? Vi er konstant forbundne, konstant online og altid på vej fremad. Men den evige selvoptimering og den konstante sammenligning med omverdenen har en pris. For når vi har alle muligheder foran os og friheden til at vælge mellem dem, kan der kun være én årsag, når tingene ikke lykkes dig. Eller sådan kan det i hvert fald føles. De fleste kender den handlings lammelse, der rammer, når man lige så godt kan lade være med at forsøge. For man kan alligevel ikke indfri alle de forventninger, der er til et ungdomsliv i dag. Man kan hurtigt komme til at føle sig forkert. Men du er ikke alene. Mistrivslen rammer bredt, og derfor må det være tid til at finde en anden vej som samfund. Og det gør vi bedst i fællesskab, ved at taleåbent om tingene. Så lad os i fællesskab tage fat på samtalen.
20. marts – Besøg fra Det Rytmiske Konservatorium
Vi har besøg af fire dygtige studerende fra Det Rytmiske Konservatorium i Aarhus
De giver en forrygende fælles-koncert med egne kompositioner. Efterfølgende fortæller de lidt om livet og drømmene som professionel musiker. Steffen Jonassen er vært
17. april – Kan krig forsvares moralsk?
Vi får besøg af Morten Dige, som er filosof fra AU. Vi hører for tiden meget om ‘krigens love’, ‘retfærdig krig’ og om ‘retten til selvforsvar’. Men hvad skal der egentlig til for at retfærdiggøre krig? Må man dræbe så mange det skal være? Lægge byer øde? Slå civile ihjel? Bruge tortur? Jeg vil sige noget om, hvordan ideen om den retfærdige krig og krigens love både kan bruges til at begrænse og legitimere krig — og noget om krigens mange moralske dilemmaer.
24. april – Konflikthåndtering
I dagens fællestime skal vi lære at håndtere konflikter på en god og konstruktiv måde. Alle kommer i konflikter ind imellem, så det er rart at have nogle værktøjer, der er fremmende for at komme godt igennem disse. Dagens foredragsholder har i mange år arbejdet med konflikthåndtering bl.a. inden for politiet, hvor konfliktmægling er et hjælpsomt værktøj. Bjarne Friis Pedersen, som han hedder, er også tidligere underviser på Hadsten Højskole i faget Konflikthåndtering.
8. maj – Metakognitiv terapi – paradigmeskiftet, som ændrer din forståelse af tanker
Oplægget giver en inspirerende introduktion til metakognitiv terapi ved Grethe Thomsen, som er uddannet psykolog med speciale i metakognitiv terapi. Du får indsigt i, hvordan tanker og bekymringer kan håndteres på en ny og mere fri måde. Metakognitiv terapi er særligt kendetegnet ved de høje effekter på lidelser som stress, angst og depression – og samtidig kan metoden bruges i dagligdagens helt almindelige rum.
29. maj – Søster Is
Til denne fællestime får vi besøg af Søster Is, nærmere bestemt Sofie Holm Hansen, tidligere elev på højskolen, som har startet sin egen isbutik sammen med sine søstre. Hun vil fortælle, hvordan det er som ung at starte sin egen virksomhed, herunder hvordan det er at gå fra at have en idé til at søsætte den, samt hvilke udfordringer og succeser, som opstår undervejs i at starte sin egen virksomhed.
FIND DET
BESTIL BESØG
BESTIL BROCHURE
MELD DIG TIL

