ET LANGT OPHOLD PÅ HØJSKOLE?
Næste hold begynder den 16. august 2020
14
MAJ
2020

Brev fra en hjemsendt elev

Posted By :
Comments : Off

 

Det er en svær tid at være højskoleelev i. Det er mange uger siden, at højskolen var en del af hverdagen, og selvom der nu er udsigt til en tilbagevenden den 8. juli, vil mange stadig stå tilbage med en hul fornemmelse af, at de ikke fik det ophold, de havde drømt om.

I går modtog vi dette brev fra en af vores elever, der på fineste vis beskriver, hvilken situation de står i lige nu.

(Nedenstående er et uddrag)

————————————————————————————————————————————————

Kære Jacob, kære ansatte, kære HH.

Hvor er det hele bare trist. Hvor er det uretfærdigt, frustrerende og helt igennem dårlig timing. Midt i noget der var startet så godt og tegnede til det endnu bedre, blev vi afbrudt af en ubuden gæst, som ingen havde troet ville bære så mange alvorlige konsekvenser med sig. Hele verden er i undtagelsestilstand, og der er vist ingen tvivl om, hvad Årets Ord 2020 skal være.

Da jeg i fredags læste Jacobs opslag i vores fælles FB-gruppe, blev jeg enormt rørt, fordi det rummer alt det essentielle i hele den her situation. Skuffelsen, magtesløsheden og i særdeleshed det håb, der har brændt, siden vi blev hjemsendt, men som nu svinder ind. Lærerne har knoklet for at lægge en plan, vi elever har virtuelt forsøgt at holde humøret og hinanden oppe, men alt det virker meningsløst nu, når vi står tilbage med løftet om bare 5 dages afslutning. Opslaget fik mig til at tænke på, hvor meget jeg savner jer.

Hadsten Højskoles forårshold 2020 mødtes første gang d. 5. januar. Det er 4 måneder siden. Men det er kun 2 måneder siden, festen sluttede. Vi nåede at være højskoleelever i 2 måneder. De måneder vil jeg aldrig nogensinde i mit forhåbentligt lange, coronafri liv glemme. De måneder gav mig meget mere, end jeg nogensinde havde turde forestille mig. Det var hårdt, det var sjovt, det var udfordrende, det var lærerigt, det var dannende, og det var alt muligt andet. Det vil jeg rigtig gerne sige jer en kæmpe tak for. På HH nåede jeg at mærke fællesskabet i sin reneste form. Jeg gik 100 km på et døgn. Jeg mødte nye venner, som jeg tror og håber på, vil blive hængende. Jeg følte mig tilpas og vellidt og accepteret. Jeg endte med at overveje filosofi-studiet, hvilket INGEN havde set komme for et halvt år siden. Jeg blev undervist af kompetente, kloge og favnende lærere. Jeg lærte mig selv bedre at kende. Jeg dansede quickstep og tango med lukkede øjne. Jeg fik så mange nye perspektiver på verden, og min liste kunne fortsætte i meget, meget lang tid. Jeg ved, at størstedelen af alle højskoleelever har det på samme måde, selvom det er svært at huske på lige nu. Beviset på det, er skuffelsen vi sidder tilbage med. Vi har mistet noget, som vi virkelig synes hører til i særklassen.

Corona-krisen har været en medmenneskelighedstest. Vi er blevet tvunget til at sætte andre, mere udsatte i forreste række, og det har krævet ofre. Men hvor er jeg glad for, at jeg alligevel nåede at blive bedre til lige præcis dét med andre mennesker, inden kaosset indtraf. Jeg håber, mange andre vil gøre mig og mine nye venner kunsten efter og stige på højskole-toget. Om det er i Hadsten eller andre steder. I to måneder eller et halvt år. Tusind tak for jer på HH og for alt det, I gør. Det er helt fantastisk og ikke sammenligneligt med noget som helst andet. I sidder i os. I hjertet og i mindebanken og på de omdiskuterede ostefingre. Næsten som en smitsom virus, man ikke kender kuren på.

Vi ses igen!

Kærlig hilsen

Emma B., HHF20

Om forfatteren