13
SEP
2021

En weekend i kærlighedens navn

Posted By :
Comments : Off

Når 100 unge mennesker bor under samme tag, fylder kærlighed, flirt og dating uden tvivl en del. Og det foldede vi i den grad ud, da hele weekendens program var sat sammen under temaet ‘Kærlighed.’

Fredag aften mødtes eleverne i vores krea-kælder, hvor de malede kærlige portrætter af hinanden.  Bagefter fandt de dyner, puder og popcorn frem, inden de valfartede til gymnastiksalen, der var lavet om til en hjemmebiograf i aftenens anledning. Filmen var – selvfølgelig – en kærlighedsfilm, Call me by your name, som eleverne selv havde valgt.

Lørdagen begyndte med det helt store kærlighedseksperiment, hvor vi undersøgte, om dybe samtaler mellem to mennesker med 36 særligt udvalgte spørgsmål får dem til at forelske sig i hinanden. Resultatet kommer nok først løbende de næste par uger, men eleverne havde i hvert fald masser af gode snakke.

Derefter var der arrangeret workshop, hvor vi talte om grænser – både i forhold til dating og seksualitet, men også mere generelt. For hvordan lever vi bedst sammen med respekt for hinandens grænser, når vi bor dør om dør på en højskole? Det havde eleverne masser af gode bud på og holdninger til. Der var også et oplæg om den nye samtykkelov, der sætter fokus på, det ikke er nok, den anden person ikke siger nej – det er derimod vigtigt, de siger ja.

Sidst på eftermiddagen begyndte den store op-pyntning af spisesalen og elevernes eget festlokale, Einstein. Der var røde velourduge, kærlighedscitater, hjerteservietter, slowdance-playlister og kærlige udklædninger til den helt lyserøde medalje, og festen blev holdt i helt i kærlighedens ånd.

Søndagen stod på afslapning og en fælles yoga-session, hvor de trætte dansefødder og ramte tømmermændskroppe fik lidt ekstra kærlig omsorg.

Om forfatteren