ET LANGT OPHOLD PÅ HØJSKOLE?
Næste hold begynder den 5. januar 2020
19
OKT
2019

Explorauge bød på forbrydere, forhindringer, fordybelse og fortællinger

Posted By :
Comments : Off

Udliv, udfordring, explorauge

Har man i løbet af denne uge besøgt Hadsten Højskole, vil man have oplevet en skole, hvor fagudbuddet nok synes langt fra et almindelige skema. Der har nemlig stået Explorauge på programmet, hvilket betyder anderledes fag i korte forløb.

Eleverne skulle i første omgang tage stilling til, om de ville have fagene True Crime, Maleri – med skrot i centrum eller Adventure Race. Tre meget forskellige fag, hvilket også er målet med Exploraugen. Der skal være noget for alle.

Fra onsdag eftermiddag til og med fredag stod der andre fag på skemaet. Her kunne eleverne vælge mellem Udfordringsdøgnet eller Podcast og Lydfortællinger.

Fængselsbesøg, orienteringsløb og kunst med holdning

True Crime beskæftigede sig med det højaktuelle fænomen af samme navn, hvor virkelige forbrydelser bliver udrullet og fortalt på spændende vis. Eleverne skulle besøge Horsens Statsfængsel, og brugte derfor første dag på at undersøge hvilke forbrydere, der tidligere havde siddet inde her.

Den perfekte forberedelse til den efterfølgende rundtur i det gamle fængsel. Det blev også til et besøg hos Dokumentarkompagniet for at høre om en af deres film. Samtidig fik en gruppe af elever en anderledes rundtur i Århus. De blev nemlig vis rundt af en hjemløs, der viste byen fra sit perspektiv.

På Adventure Race holdet var der fart på fra start til slut. Ugen startede med orienteringsøvelser omkring skolen, så alle lærte at læse et kort. Derefter stod den på orienteringsløb i både Hadsten og Aarhus, hvor både løbesko og cykler blev brugt til at komme rundt til de mange poster.

I kælderen blev der malet på livet løs. Her var en skrotinstallation udgangspunktet for de malerier, som eleverne skulle lave. Hvordan de ville bruge installationen som inspiration, var der ingen krav om. Det betød, at nogle efterlignede farver, andre figurer eller genstande. Samtidig blev der i en række værker tænkt over skralds betydning i vores verden og givet en kommentar til menneskehedens overforbrug. Nogle af malerierne kan ses her.

Udfordringer for øjne, øre og ben

Den anden halvdel af ugen stod i høj grad i udfordringens tegn. Omkring 75 procent af eleverne havde valgt Udfordringsdøgnet, hvor eleverne skulle stille sig selv en udfordring, der skulle løbe over 24 timer. En ramme, der bød på et væld af forskellige ideer.

Nogle af eleverne besluttede, at de ville leve udendørs i skolens bålhytte hele døgnet. En enkelt elev tog skridtet videre og tilføjede den udfordring, at han heller ikke måtte hverken spise eller sove undervejs. Andre udfordrede sig selv ved at bære religiøst tørklæde inde i Aarhus, og adskillige elever satte sig for at gå til Himmelbjerget.

De resterende godt 15 elever gav sig i kast med en anden udfordring i faget Podcast og Lydfortællinger. Her blev de kort introduceret til konceptet og skulle derefter give sig i kast med at lave podcast under det overordnede tema Højskole. Det endte i tre debatprogrammer, hvor forskellige højskolerelaterede temaer blev vendt blandt et panel af elever.

Om forfatteren