I november var vores kunstlærer Christina månedens højskoleportræt på hojskolerne.dk. Læs artiklen her.
Af Mette Skov Hansen d. 23. november 2023
Det er egentlig fag som kunst og design, at eleverne på Hadsten Højskole typisk har forbundet Christina Norre med. Men dette efterår er højskolelæreren også blevet kendt hos eleverne – og i resten af landet – som en ferm brød- og kagekreatør.
Om de ligefrem også skal kende hende som en bagedystvinder, finder de først ud af denne lørdag. Men de har gjort deres for at få afsløret detaljer på forhånd, siger højskolelæreren.
”De har haft nogle snedige måder at spørge på, men jeg er heldigvis god til at holde på hemmeligheder. Men det er dejligt, at de synes, det er sejt, jeg har været med,” siger Christina Norre.
En miniudgave af et højskoleophold
Christina Norre havde tilfældigvis orlov fra Hadsten Højskole, da hun kom med i ”Den store bagedyst”. Og det har ifølge hende været fuldstændig fantastisk at være del af bagedyst-teamet og at lære nyt af andre.
”Jeg vil sammenligne det med at skulle på et højskoleophold. Man vælger at tage på noget, man ikke ved, hvad er, med folk med interesser som en selv, og man skal være der nonstop. Det er en miniudgave af et højskoleophold,” siger hun.
Hver måned interviewer Højskolerne en ansat på en af landets højskoler og stiller en række spørgsmål om højskolelivet. Læs Christina Norres svar her:
Hvorfor endte du på en højskole?
“Jeg har arbejdet i modebranchen i mange år og derefter gået på kunstakademiet. Ad omveje kendte jeg en, som spurgte, om jeg ville undervise et børnehold i maleri. På holdet var der et barn, som gik hjem og sagde til sin mor, at jeg var den bedste kunstlærer, hun havde haft. Og så ringede den mor til mig og spurgte, om jeg ville søge hendes job på Hadsten Højskole.
Jeg har altid sagt, at jeg aldrig skulle være lærer. Alligevel har lærergerningen sneget sig ind alle steder, jeg har været. Da jeg selv gik på højskole, endte jeg med at tilbyde noget undervisning i weekenden, og mens jeg studerede på Designskolen Kolding, underviste jeg blandt andet nogle somaliske piger i at sy.
Jeg syntes, jobbet på højskolen lød spændende, og mit vikariat blev til en fastansættelse. I august i år havde jeg 10 årsjubilæum.”
Hvad har været den vildeste aha-oplevelse for dig på højskolen?
“Det er, hvor meget jeg hele tiden kan lære af de unge mennesker. Eleverne har forskellige livsanskuelser og kan være enormt optagede af ting, jeg aldrig var optaget af i deres alder. Og de kan prikke til, hvordan jeg selv ser på ting. Jeg bliver fortsat udfordret på mine holdninger.”
Hvad er det bedste råd, du har fået af en elev?
“Jeg havde en tidligere elev med på studietur som hjælper. Vi skulle vælge noget mad, og vedkommende ville ikke have noget af det, jeg foreslog. Så sagde jeg, at ”nu bestiller jeg en masse, og så skal vi prøvesmage lidt forskelligt”.
Vedkommende blev så frustreret over min insisteren, at han sagde: ”Jeg skal ikke noget udover at dø”. Det virkede så voldsomt, men jeg har taget sætningen til mig. For mig handler det om alle de valg, man skal tage i livet.
Her synes jeg, det bliver sat dejligt på spidsen – at det eneste, jeg med sikkerhed ved, at jeg skal, det er at dø. Det er blevet en sætning, jeg selv bruger over for eleverne, når vi taler om deres mange muligheder i livet.”
Hvad er det værste ved at arbejde på en højskole?
“De svingende arbejdstider. Det kan være slidsomt med de sene vagter, og det kan være svært for mig at gå hjem, når nogen hele tiden synes, de har brug for hjælp til noget i krea-lokalerne.”
Hvis du fik 10 millioner kroner til udvikling af din højskole, hvad skulle de så bruges på?
“Jeg ville bruge rigtig mange penge på at have mere samarbejde med mine kollegaer, så vi kunne lave undervisning på kryds og tværs. Det kunne være sjovt at få en anden kollega ind til supervision. Så kunne den politiske lærer se, hvad jeg gør og omvendt, og vi kunne bruge hinanden endnu bedre. Det kan være ensomt kun at stå for sin egen undervisning.
Og så ville jeg også bruge penge på at få opgraderet vores kreative lokaler.”
Hvad ville du lave, hvis du ikke arbejdede på en højskole?
“ALT muligt andet. Podcast, fjernsyn, skrive bøger. Jeg ville lave parfume, male og tegne meget mere og have et stort atelier, hvor jeg kunne invitere til kunstnersammentræf. Jeg ville have bed&breakfast, lave krea-workshops med mad og linoleumstryk. Det ville ikke så stille.
Jeg har været på nedsat tid på grund af bagedysten, og lige nu arbejder jeg på at få en bog ud om glutenfri bagning. Jeg vil gerne vise hele verden, hvor nemt det at lave glutenfrit brød.”
Tilbage til alle blogindlæg
Tilbage til alle blogindlæg