Har du en grundlæggende spørgelyst, en nysgerrighed på alt-det-du-godt-ved-at-du-ikke-ved, så er faget Eksistens måske noget for dig.
Eksistens-faget tager udgangspunkt i de spørgsmål, vi som mennesker nogle gange stiller os selv. De spørgsmål der får verden til at åbne sig. Påvirker den moderne datingkultur vores kærlighedsliv – og i så fald hvordan? Er flere valgmuligheder i forhold til f.eks. uddannelser altid bedre? Eller kan man tale om, at valgfriheden nogle gange kan blive decideret skadelig? Hvad definerer min identitet, og er det mig selv eller dem omkring mig, der bedst kan besvare det spørgsmål?
Når vi af og til sidder fast i et spørgsmål, som ikke let lader sig besvare, kan problemet være, at vi ikke stiller det rigtige spørgsmål. Nogle gange kan det rigtige spørgsmål hjælpe os med at se tingene fra en ny vinkel, der måske helt opløser problemet.
I dette fag er det spørgsmålene, der er drivkraften, og vi vil gøre os umage med at kvalificere dem. Det gør vi ved at læse tekster, der kan udfordre vores tænkning. Men vi vil også prøve at applicere dem på den virkelighed, vi står midt i.
Listen af spørgsmål er uendelig, og selvom det ofte er svært at komme med et endeligt svar på disse spørgsmål, så vil vi i faget Eksistens forsøge.