For at få et afbræk fra samfundets hamsterhjul valgte 25-årige Mette Kaad Jensen at tage på højskole. Her fandt hun et pusterum, hvor det ikke var karakterer, relevante studiejobs eller bedømmelser, der fyldte, men derimod et sted fyldt med ro og selvudfoldelse.

Mette tog et pitstop på Hadsten Højskole

Af Sidste Østergaard-Jensen, elev på Efterårsholdet 2023

Mette har altid været glad for at gå i skole. Hun beskriver sig selv som lidt af en nørd på mange punkter, og hun elsker at finde ting, hun synes er spændende og fordybe sig i dem. På gymnasiet mødte Mette psykologifaget for første gang. Hun havde følelsen af at have fundet ud af, hvad hun skulle, og hun så derfor ingen grund til at vente med at studere videre efter gymnasiet.

Seks år senere står Mette nu som færdiguddannet psykolog, og modsat så mange andre vælger hun ikke at søge arbejde som ung nyuddannet. Hun vælger derimod at tage på højskole 215 km væk fra København i en lille by ved navn Hadsten. Undervejs på studiet blev hun præsenteret for begrebet pitstopper. At være pitstopper er en mulighed for unge, der gerne vil have en pause fra deres videregående uddannelse. F.eks. ved at tage et halvt år på højskole. Muligheden for at være pitstopper var i Mettes overvejelser, men det blev aldrig til noget, mens hun studerede. Så da hun endelig var færdiguddannet og egentlig var klar til at komme på arbejdsmarkedet, følte hun, det var den rette tid til at tage sin pause.

Jeg valgte at tage på højskole for at tage en pause. Jeg var træt af at skulle presse mig selv hele tiden. Jeg havde brug for at lave noget, som var sjovt, og som kun var for mig, og som ikke handlede om, at det nødvendigvis skulle bruges til noget. Det behøvede ikke være så seriøst. Jeg ville give mig selv fri og have lov til at være lidt useriøs faktisk, siger hun.

Selvom det måske kan lyde som en nem beslutning at tage på højskole, havde Mette flere betænkeligheder ved situationen. Hun mødte blandt andet fordomme fra hendes medstuderende, der mente, hun skulle udnytte sit momentum som nyuddannet.

De var uforstående over, at hun ikke bare ville ud og tage sin plads i samfundet og bane vejen for sin karriere, men for Mette var det alt for voldsomt at skulle i gang med “voksenlivet”.

Hendes far har heller ikke haft den store forståelse for hendes behov for en pause med sjov og useriøsitet, men hun siger, at han forstår, at hun er glad. Mette havde også mange bekymringer vedrørende sin alder. Hun var bange for at føle sig for gammel, og at hun ikke kunne følge med til f.eks. fester. Det skulle vise sig, at alle bekymringerne blev gjort til skamme, da hun startede på højskolen. Mette beskriver selv:

Jeg synes helt klart, det har fungeret rigtig fint, selvom der er syv års forskel på den yngste og den ældste. Der er få situationer, hvor jeg godt kan mærke, at jeg er ældre, men jeg synes ikke det er negativt. Jeg har kun oplevet det positivt, at jeg kan få lidt ungdommeligt naivitet tilbage, og samtidig kan jeg blive mere sikker i den voksne ro, jeg har.

Mette er i dag meget glad for sin beslutning om at tage på højskole. Højskoleopholdet har givet hende ro og klarhed om fremtiden som psykolog. Hun var lidt i tvivl, da hun startede, men er blevet bekræftet i, at hun savner psykologifaget, og at det er den rigtige vej for hende.

Christina Norre underviser elever

Udover den genfundne gnist ved faget, har det også givet hende en dybere forståelse af sig selv og hendes interesser uden for studiemiljøet. Mette har blandt andet fundet stor glæde ved keramik og klaver, samt fået genoplivet politiske interesser. Dette var også noget af det vigtigste for hende at finde frem til på højskolen. Det har for Mette især handlet om at finde ud af, hvem hun er, når hun ikke er psykolog.

Hun har gjort sig mange tanker om, hvad hun gerne vil lave, hvad hun synes er sjovt, når hun ikke skal studere og arbejde. Hun beskriver selv:

Jeg havde en lille krise, da jeg blev færdig, fordi hvem er jeg egentlig, når jeg ikke er psykologistuderende? Hvad skal mit liv fyldes op med? Og det har jeg fundet ud af her!

Mette lægger desuden vægt på betydningen af socialt fællesskab, en dimension hun følte manglede under universitetstiden. Højskolen har givet hende muligheden for at lære at træde ind i et fællesskab igen. Her er hun blevet en del af noget større, hvor samhørighed og deling af interesser har stået i stor kontrast til det individualistiske studieliv.

Til sidst har højskoleopholdet givet Mette en bekræftelse i hendes princip om at leve for mere end blot arbejde:

Jeg har fået tændt nogle interesser, jeg kan få lov at dyrke videre bagefter i min kommende fritid. Jeg har virkelig ikke lyst til at blive til mit arbejde og bare leve i hamsterhjulet. Jeg er ikke typen, der lever for at arbejde, men derimod arbejder for at leve.

Tilbage til alle blogindlæg

Tilbage til alle blogindlæg