ET LANGT OPHOLD PÅ HØJSKOLE?
Næste hold begynder den 5. januar 2020
28
NOV
2019

Protestsange, storpolitik, medietur og shibori

Posted By :
Comments : Off

Journalist medietur Hadsten Højskole

Der har været heftig aktivitet på skolen de seneste tre dage. Eleverne har haft Exploradage, hvilket betyder, at de ikke har deres normale fag, men i stedet bruger tre dage på at fordybe sig i et anderledes emne.

I denne omgang kunne eleverne vælge mellem følgende workshops: Medietur, International Politik, Shibori, tryk & kartoffel og OPRØR! Fire meget forskellige fag, så der var noget, som alle ville synes var interessant at dykke ned i.

Slagsange og mediebesøg

Workshoppen Medietur var præcis, som det lyder. Et fag, hvor der var mulighed for at komme ud på besøg hos nogle af de mennesker og mediehuse, der hver dag laver nyheder og historier til og om os andre. Særligt de elever, der har den journalistforberedende linje var tiltrukket af dette fag. Der var dog også en hel del andre nysgerrige elever med på turen.

Blandt destinationerne var Medie- og Journalisthøjskolen i Aarhus. Her fik eleverne lov til at følge undervisningen, samt fik mulighed for at tale med både lærere og elever. Derudover blev det til besøg på TV2 Østjylland og det nystartede Radio4. Til sidst besøgte eleverne Frontløberne, hvor de hørte om livet som freelancer.

Udflugt var der også plads til på OPRØR! Her var det revolutioner og folkelige bevægelser, der var i fokus. Ugen startede med, at eleverne blandt andet skulle lave protestsange om emner, de selv valgte. Her fik de kyndig vejledning af Simon og Jakob fra forårsholdet, der stod bag årgangens kendingsmelodi ”Masker og Flasker”. Protest var også i centrum, da turen gik til Kvindemuseet i Aarhus, hvor eleverne talte om blandt andet køn og lavede demonstrationsplakater.

Fordybelse på skolen

Mens nogle af eleverne styrtede fra det ene til det andet, var der anderledes ro omkring de to resterende fag. I kælderen var der dyb koncentration og tid til hyggesnak, mens metervis af kridhvid dug blev skåret i stykket, syet, langt i tryk og dybet i farve. Den proces, der i fagsproget hedder Shibori.

Samtidig var der tid til at sy muleposer, som nogle af eleverne valgte af dekorere med gammeldags kartoffeltryk. Du kan se nogle af resultaterne på vores Instagramprofil.

Endelig var der en mindre gruppe elever, der borede sig ned i en helt andet form for stof. Der var dømt analyse og diskussion i International Politik. Her blev der blandt andet diskuteret terrorisme og religion, samt dykket ned i nogle større politiske modeller.

Om forfatteren